Norsk bilsalg: Elbilen overhaler hybrid-, diesel- og benzinbiler for første gang

Moms- og afgiftsfritagelse baner vej for en markant fremgang i elbilsalget.

De norske bilkøbere har kig på nye elbiler som Teslas Model 3, der her ses til en udstilling i Canada. I marts måned kørte over hver anden nyregistrerede passagerbil fuldstændig på el. (Foto: Chris Helgren © Scanpix)

Der er fart på de grønne ambitioner hos vores nabo mod nord.

Elbilerne udgjorde således 58,4 procent af salget af nye passagerbiler i Norge i marts måned i år.

Det viser en statistik over indregistrerede biler fra Opplysningsrådet for Veitrafikken.

Det er første gang, at salget af elbiler slår antallet af solgte benzin- og dieselbiler på egen hånd – altså uden at hybridbiler er medregnet.

Forventer at holde fast i førerpositionen

Norsk Elbilforening anslår, at elbilerne vil udgøre omkring halvdelen af bilsalget i hele 2019.

Det er en markant fremgang fra henholdsvis 31 procent i 2018 og 21 procent i 2017.

Interesseorganisationen tilskriver blandt andet tendensen med den store interesse for Teslas Model 3, som der blev indregisteret 5.315 eksemplarer af i marts.

- Vi stiler nu efter at have 1,2 millioner elektriske biler på de norske veje i 2025, som er lidt mere end fem gange så mange som i dag, siger Norsk Elbilforenings generaldirektør, Christina Bu.

Drøner deruaf uden afgifter

De norske politikere har sat et mål om, at der fra 2025 ikke bliver solgt flere biler, som kører på benzin eller diesel.

Derfor har man blandt andet fritaget elbiler for afgifter og moms.

Herhjemme har salget af hybridbiler overhalet elbilerne, og ifølge Danske Bilimportører blev der sidste år solgt 1.545 elbiler herhjemme. Det er 30 gange færre end i Norge.

Facebook
Twitter