Norsk efterretningstjeneste efterforsker knivangreb som terror

En 20-årig russisk muslim er anholdt i sagen.

Det var i denne Kiwi-butik i det centrale Oslo, at det formodede terrorangreb fandt sted. (Foto: Bendiksby © Scanpix)

En norsk kvinde blev ifølge den norske efterretningstjeneste (PST) et tilfældigt offer, da hun i går eftermiddag blev stukket ned med en kniv i en Kiwi-butik i det centrale Oslo.

På et pressemøde oplyser PST, at de efterforsker sagen som en terrorhandling. Her lyder det ligeledes, at de har anholdt en 20-årig russer, der er muslim.

- I går skete der et knivangreb i en butik i det centrale Oslo, det er det angreb, vi nu efterforsker som terror. En kvinde er alvorligt såret og i kritisk tilstand, siger PST-chef Benedicte Bjørnland på pressemødet.

- Vi har pågrebet én mand i forbindelse med angrebet. Han er russisk statsborger og muslim. Han kom til Norge i går via Sverige, men jeg kan ikke oplyse, hvor han har bopæl, siger hun og fortæller, at den 20-årige blev anholdt kort efter angrebet.

PST-chefen er yderst fåmålt om de nærmere omstændigheder i sagen.

- Jeg kan ikke komme ind på mere omkring efterforskningen, men han har sagt, at han ønskede at dræbe flere mennesker, og at der var tale om et terrorangreb, siger hun og fortæller, at efterretningstjenesten netop nu er i gang med at undersøge, om der er flere angreb planlagt, og om der er flere gerningspersoner involveret.

Kvindens pårørende er underrettet, og den formodede gerningsmand fremstilles i grundlovsforhør i morgen.

DR Nyheder følger sagen

Facebook
Twitter