Norsk efterretningstjeneste har set vold og trusler mod eksil-iranere i flere år

Iranske efterretningstjenester har længe forsøgt at stoppe regimekritikere i Norge.

'Vi ser trusler og pres mod eksiliranere for at forsøge at true dem til at stoppe med regimekritisk aktivitet', siger chefen for Norges efterretningstjeneste, Benedicte Bjørnland. (© DR Nyheder)

En nordmand med iranske rødder sidder fængslet i Danmark for at planlægge et angreb på politisk aktive iranere i Ringsted.

Det overrasker ikke chefen for den norske efterretningstjeneste, PST, at en norsk statsborger er anholdt for angrebsplanerne.

Efterretningstjenestens chef, Benedicte Bjørnland, siger til DR Nyheder, at iranske efterretningsfolk i en årrække har opereret på norsk jord, hvor eksiliranere har været udsat for 'trusler og pres' fra styret i deres oprindelsesland.

- Vi har oplevet, at iranske tjenester først og fremmest gør sig i flygtningespionage, og det er rettet mod for eksempel dets eksilmiljøer med tanke på at kunne udøve pres på regimekritiske individer, siger Benedicte Bjørnland.

Ifølge hende har det iranske styre længe forsøgt at true eksiliranere til at stoppe med deres 'regimekritiske aktiviteter', som hun formulerer det.

- Det er vanskeligt at sige noget om antal tilfælde, men vi ser det som en aktivitet og har gjort det over flere år, siger hun.

Bruger vold mod regimekritikere

Ifølge PST-chefen er det repræsentanter fra de iranske myndigheder og først og fremmest deres lands efterretningstjenester, som spionerer mod de regimekritiske iranere i Europa.

- Vi har set en udvikling, hvor man er gået fra traditionel flygtningespionage til at have et ønske, en vilje og en kapacitet til at bruge vold, fortæller Benedicte Bjørnland.

Den fængslede nordmand kom til Norge som flygtning og blev efter en begæring fra danske PET anholdt 21. oktober i Göteborg af den svenske efterretningstjeneste, Säpo.

Han er mistænkt for at have planlagt et attentatforsøg mod lederen af en iransk oprørsgruppe i Danmark kaldet ASMLA.

Frygten for et nært forestående angreb på lederen fik det danske politi og PET til at lukke store dele af Danmark ned 29. september.

Anholdelsen af nordmanden er et eksempel på det tætte samarbejde mellem de nordiske efterretningstjenester, påpeger Benedicte Bjørnland over for DR Nyheder.

- Det er godt, tæt og tillidsfuldt, og det har det også været i denne sag.

Den anholdte kom til Norge som flygtning. Giver det anledning til nogen bestemt indsats over for de flygtninge, der kommer til Norge?

- Nej, vi mistænker ikke flygtninge, som kommer til landet, for at være egentlige hemmelige agenter, men det kan selvfølgelig være en kanal ind, som også benyttes af regimet, siger Benedicte Bjørnland.

VIDEO Der er tale om en sag, der handler om iransk efterretningsvirksomhed i Danmark - efter vores opfattelse om en iransk efterretningstjenestes planlægning af attentat mod en person, der bor i Danmark, sagde PET-chef Finn Borch Andersen på et pressemøde forleden.

Benedicte Bjørnland ønsker ikke at kommentere spørgsmålet, om hvad PET har bedt deres norske kollegaer at gøre i sagen, ej heller om Norge forventer at kunne anholde flere personer med forbindelse til angrebsplanerne i Danmark.

Men hun mener, at sagen fra Danmark illustrerer, at der er 'al mulig grund' til at holde øje med iranske tjenesters ulovlige aktiviteter på norsk jord.

Hvem er gruppen ASMLA?

  • Gruppen Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz (ASMLA) kæmper med afdelinger verden over for, at det sydvestlige Iran løsriver sig og bliver sin egen nation omkring byen Ahvaz.

  • Iran beskylder gruppen for at være en terrorgruppe.

  • De iranske myndigheder mener, at gruppen stod bag et angreb 22. september på en militærparade i byen Ahvaz, der kostede mindst 25 livet.

  • Gruppen har selv afvist at stå bag og beskylder selv en fraktion af ASMLA, som allerede i 2015 blev smidt ud.

  • Ifølge talsmanden i Danmark kæmper gruppen for et demokratisk samfund i Iran.

  • Lederen af ASMLA i Danmark har været under politibeskyttelse siden foråret, efter at PET blev opmærksomme på konkrete trusler mod vedkommende.

  • To andre fra gruppen har siden september også levet under personbeskyttelse.

  • Den ekstra beskyttelse blev sat i værk, efter at en talsmand fra ASMLA-gruppen støttede et angreb på en iransk militærparade i byen Ahvaz den 22. september, der kostede flere civile livet.

Facebook
Twitter