Norsk islamist anholdt for terror i Syrien

Det er første gang, at de norske myndigheder sigter en norsk statsborger for at have deltaget i terrorhandlinger begået i Syrien.

Maskerede mænd fra den islamistiske gruppe Jabhat al-Nusra i Syrien. Det er den gruppe, som den sigtede nordmand skulle have kæmpet med. Arkivfoto. (Foto: KHALIL ASHAWI © Scanpix)

En mand med norsk statsborgerskab og pakistanske rødder blev sidste fredag anholdt, da han landede i Oslos lufthavn. Han har ifølge en norsk anklage været i Syrien for at kæmpe med terrororganisationer.

Det er første gang, at de norske myndigheder sigter en norsk statsborger for at have deltaget i terrorhandlinger begået i Syrien. Det skriver Dagbladet.no.

Ifølge det norske medie var den 22-årige mand taget til Syrien i september sidste år.

Sigtet for terror

Manden har indtil sidste uge kæmpet med de yderligtgående islamistiske organisationer Jabhat al-Nusra og Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS).

Han er sigtet for at have deltaget i militære aktioner, drab og andre grove voldshandlinger mod Syriens regeringsstyrker og andre grupper, som Jabhat al-Nusra og ISIS opfatter som vantro.

Nordmanden er sigtet efter en terrorparagraf i den norske straffelov for at have taget skridt til at nå sine mål med ulovlige midler.

Forsvarer: Kreativt brug af loven

Anklageren skal bevise, at den sigtede faktisk har deltaget i kamphandlinger med grupperne. Men forsvareren oplyser, at manden nægter sig skyldig.

- Efter min opfattelse er dette kreativ brug af loven fra Politiets Sikkerhedstjeneste (PST). Havde de brugt samme kreativitet, ville samtlige Spaniens-farere i 1930'erne (den spanske borgerkrig, red.) være blevet stemplet som terrorister, siger advokat Johan Christian Elden, udnævnt til forsvarer for den sigtede.

- Samtidig bemærker jeg, at PST mener, at Syriens regering er den forurettede part, siger advokat Johan Christian Elden, og påpeger at både Norge og USA modarbejder Syriens regering.

Den sigtede ligger i øjeblikket på et hospital, da han tilsyneladende er blevet skudt i benet, men det er uklart, om det er sket i kamphandlinger eller under andre omstændigheder.