Norsk krydstogtskib i karantæne efter dansk smittetilfælde

Den smittede var ombord på skibets forrige sejlads og er nu testet positiv for covid-19 efter hjemrejse til Danmark.

Søndag lagde skibet MS Roald Amundsen fra rederiet Hurtigruten til i Tromsø efter smitteudbrud. Nu er endnu et norsk skib fra et andet rederi i karantæne. (Foto: TERJE PEDERSEN © Scanpix)

Et krydstogtskib er sat i karantæne i den norske havneby Bodø, efter en passager er testet positiv for covid-19 efter hjemkomst til Danmark. Passagererne ombord er nu sat i karantæne i deres kahytter.

Det skriver den norske avis Aftenposten.

Krydstogtskibet ved navn SeaDream 1 lagde til kaj i Bodø i nat. Her testes alle passagerer her til morgen.

Den smittede passager var ombord på skibets forrige sejlads, og rejste den 2. august fra Tromsø til København, hvor vedkommende er blevet testet positiv. Der er umiddelbart ikke opgivet flere detaljer om den danske passager, skriver Ritzau.

Aftenposten har fået adgang til en meddelelse til passagererne.

"Vi er ikke vidende om, at andre gæster eller besætningsmedlemmer er smittede eller har symptomer på virusset, men vi tager selvfølgelig alle vores forholdsregler", oplyser rederiet i meddelelsen.

SeaDream 1 sejlede fra Oslo til den nordnorske by Tromsø mellem 21. juli til 2. august, og det er altså på sejladsen tilbage mod Oslo, at skibet nu er sat i karantæne i Bodø.

De norske sundhedsmyndigheder oplyser i en pressemeddelelse tirsdag aften, at alle passagerer fra både den forrige og den nuværende sejltur sættes i karantæne.

Får ros for hurtig reaktion

SeaDream Yacht Club, der er rederiet bag SeaDream 1, har reageret hurtigt på det nye tilfælde, og det glæder Bodøs borgmester, Ida Pinnerød.

- Jeg er glad for, at vi blev kontaktet i går aftes og fik mulighed for at etablere en ordentlig plan, så vi kan teste alle, før de går i land, siger hun til NRK.

Rederiets hurtige reaktion står i kontrast til, hvordan rederiet Hurtigruten reagerede, da deres ekspeditionsskib MS Roald Amundsen mandag blev sat i karantæne i Tromsø, efter en passager på den tidligere sejltur var blevet testet positiv for covid-19.

Den 29. juli fik Hurtigruten besked om, at der havde været en smittet ombord på skibet, men først to dage efter udsendte de en pressemeddelelse om det.

Ombord på skibet SeaDream 1 er 123 passagerer og 85 besætningsmedlemmer.

Facebook
Twitter