Norsk IS-kvinde idømt tre et halvt års fængsel: 'Dommen sætter en fed streg under, at vi kan gøre det samme i Danmark'

En norsk kvinde er i dag blevet dømt for at have deltaget i Islamisk Stat. Ekspert vurderer, at vi kan gøre det samme i Danmark.

En 30-årig norsk IS-kvinde er i dag blevet idømt tre et halvt års fængsel, for at have født børn og passet hjemmet under Islamisk Stat. Hun har været gift med tre forskellige fremmedkrigere fra Islamisk Stat. (Foto: Christine Svendsen fra NRK)

En 30-årig norsk IS-kvinde er i dag blevet idømt tre et halvt års fængsel for at have været en del af terrororganisationen Islamisk Stat.

Ved at have lavet mad og passet børn i Islamisk Stat, har kvinden været en aktiv deltager i det selvudråbte kalifat. Det dømte tingretten i Oslo i dag.

- Hun har handlet med viden og vilje, sagde dommer Ingmar N. Nilsen, da dommen blev afsagt.

Dermed har tingretten i dag slået fast, at hun ikke bare har været en uskyldig husmor, men altså en aktiv deltager i Islamisk Stat.

Og det er en skelsættende dom, som også kan få stor betydning i Danmark, siger Jørn Vestergaard, der er professor emeritus i strafferet på Københavns Universitet.

- Den norske tingret har med den her dom slået fast, at dét at føde børn og passe hjemmet i Islamisk Stat, er at deltage aktivt i en terrororganisation. Dommen sætter en stor fed streg under, at danske domstole snildt kan dømme kvinder med dansk tilknytning i lignende sager, siger professoren.

Ifølge Jørn Vestergaard er den danske terrorlovgivning nemlig bredere formuleret end den norske.

- Den danske straffelov stiller ikke ligeså strenge krav som den norske. Ifølge den norske straffelov skal man deltage aktivt i terrororganisationen. I den danske straffelov er det formuleret blødere. Her behøver man blot at have fremmet til terrorisme, og det er jo et meget vidt begreb, siger Jørn Vestergaard.

'Dommen ændrer ikke noget i Danmark'

Retssagen mod den norske kvinde har kørt siden den 1. marts.

I de forgange fire uger har anklageren argumenteret for, at hun er terrorist.

Forsvareren har derimod argumenteret for, at hun er blevet blevet holdt som gidsel og derfor bør frifindes.

- Det at være kvinde og mor var en vigtig måde at være deltager på i Islamisk Stat, lød det fra Statsadvokaten Geir Evanger mod slutningen af sagen, hvor han krævede fire års fængsel.

Han har argumenteret for, at husmoderrollen var den 30-årige kvindes måde at føre hellig krig på, og at kvinder og mødre var "uvurderlige støttespillere" i terrororganisationen.

Kvinden har anket dommen.

I videoen herunder fra NRK-serien Brennpunkt kan du se, hvordan kvinden prøver niqab for første gang i 2012 til en muslimsk konference arrangeret af organisationen Islam Net. Et år senere var hun i Syrien. Underteksterne er på norsk.

På trods af at den norske IS-kvinde i dag er blevet idømt tre et halvt års fængsel for at have været husmor under Islamisk Stat, ændrer det ikke på regeringens holdning til at evakuere danske kvinder fra fangelejrene al-Hol og al-Roj i Syrien.

- Hvis man har begået forbrydelser i Islamisk Stat, skal man ikke kunne slippe billigt, fordi man bliver evakueret hertil. Når gerningssteder, ofre og vidner befinder sig 3.000 kilometer væk, så vil der være elementer i en retssag, der kan være meget svære at gennemføre, i forhold til hvis man kan sikre en lokal retsforfølgelse, siger retsordfører i Socialdemokratiet Rasmus Stoklund.

Vil I se på om man kan gøre det samme, som Norge har gjort?

- Vi har ikke noget mål om at hente voksne, der med åbne øjne har tilsluttet sig Islamisk Stat, tilbage til Danmark. Dét, at der er faldet en dom i Norge i dag, ændrer ikke noget, siger Rasmus Stoklund.

Fortryder sin rejse til Syrien

Kvinden har nægtet sig skyldig i anklagen og sagt, at hun fortrød sin rejse til Syrien nogle måneder efter ankomsten.

Kvinden rejste i 2013 til Syrien, hvor hun giftede sig med den norske fremmedkriger Bastian Vasquez. De fik et barn sammen, og efterfølgende har den norske kvinde været gift med to andre IS-krigere samt født et barn mere.

I videoen herunder kan du se, hvad kvinden havde at sige, da NRK fandt hende i al-Hol lejren i det nordøstlige Syrien, hvor hun sad fanget med sit syge barn.

Da den sidste bastion af Islamisk Stat kollapsede endte kvinden og hendes to børn i marts 2019 i al-Hol-lejren i det nordlige Syrien.

Der boede de i cirka et år indtil de i januar sidste år blev hentet til Norge, da det ene barn var sygt.

Hjemtagningen af kvinden udløste en politisk krise i Norge, hvor det indvandringskritiske Fremskrittspartiet forlod regeringen i protest.

På fri fod om få år

IS-kvinden, som hun er blevet kaldt i Norge, har allerede siddet varetægtsfængslet i 402 dage. Det betyder, at hun på trods af den endelige dom på tre et halvt år, vil være på fri fod i det norske samfund om få år.

Men selvom kvinden kan vende tilbage til det norske samfund om et par år, slår tidligere operativ chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen fast, at hverken det norske eller danske samfund, skal være bange for, at de tidligere IS-kvinder kommer på fri fod.

- Norge, og for den sags skyld også Danmark, har nogle af de bedste afradikaliseringsprogrammer i verden. Derudover har efterretningstjenester i begge lande også mange ressourcer. Så det vil ikke være nogen udfordring at holde øje med kvinderne, når de igen indgår i samfundet, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Ifølge den tidligere PET-chef skal vi være mere bekymrede for, at kvinderne sidder i lejrene, end at de igen bliver en del af vores samfund.

- Set fra et professionelt perspektiv er det langt bedre at have kvinderne tilbage i vores samfund, hvor vi kan holde øje med dem og afradikalisere, end at have dem siddende i fangelejre hvor der er stor risiko for yderligere radikalisering, siger Hans Jørgen Bonnichsen.