Norsk ø uden tid var et fupnummer

Tusinder af medier verden over har fortalt historien om Sommarøy, men det var et pr-stunt.

Sommarøy ligger i nærheden af Tromsø i det nordlige Norge.

Over 2.000 medier verden over har i skrivende stund fortalt om den norske ø Sommarøy, som ville afskaffe tid.

De omkring 300 beboere på den lille ø uden for Tromsø i det nordlige Norge havde ifølge en pressemeddelelse fra begyndelsen af juni ambitioner om at gå til Stortinget i Oslo for at få lov til at indføre en tidsfri zone på Sommarøy i sommermånederne.

Da er det lyst døgnet rundt i Nordnorge, og det gør ure overflødige, lød argumentet.

Live på P1 i Danmark

Et samfund, som beslutter, at de ikke længere vil anerkende et så basalt fænomen som tid, er det, man på alverdens nyhedsredaktioner kalder en "god historie". Lidt for god skulle det vise sig.

Nyheden om Sommarøy vakte også opsigt i Danmark. Nyhedsbureauet Ritzau skrev et telegram, som blev bragt af blandt andet Politiken og Kristeligt Dagblad.

Ekstra-Bladet og TV2 lavede deres egne versioner af sagen, mens DR-programmet P1 Morgen interviewede "manden bag idéen", Kjell Ove Hveding, live i radioen 19. juni.

Hør interviewet her:

Ville tiltrække turister

Men det hele var et fupnummer, som var udtænkt af det statslige organ "Innovasjon Norge" med det formål at trække flere turister til det nordlige Norge.

Kjell Ove Hveding, som er blevet interviewet til flere medier rundt om i verden, ejer godt nok en andel af et hotel på Sommarøy, men han har hverken ambitioner om at afskaffe tid eller har arrangeret et folkemøde om sagen, som det ellers fremgik af en pressemeddelelse.

Han siger dog til NRK, at han er "megastolt" over at have fået lov til at markedsføre Nordnorge og midnatssolen.

Norges image "ligger i ruiner"

Stolthed er dog næppe den fremherskende følelse blandt de ansvarlige medarbejdere hos Innovasjon Norge.

Organisationen er endt i en sand shitstorm, efter medier rundt om på kloden har opdaget, at de er blevet narret.

Amerikanske Forbes skriver, at Norges status som "forbillede i kampen mod falske nyheder ligger i ruiner", mens CNN siger, at dele af tv-stationens oprindelige dækning var sand, men at sagen blev overspillet af "Norges PR-maskine".

Russiske Sputnik News, som selv hyppigt bliver anklaget for at sprede falske nyheder, siger, at fupnummeret har "undergravet de norske myndigheders troværdighed".

I sommermånederne er der midnatssol i det nordlige Norge. (Foto: François Lenoir © Scanpix)

Undskylder

Norske eksperter i kommunikation og journalistik er denne ene gang tilbøjelige til at være enige med Sputnik og giver Innovasjon Norge dumpekarakter for kampagnen.

- Du skal ikke lyve, punktum, siger Peggy Simcic Brønn, som er professor ved institut for kommunikation og kultur på Norwegian Business School til NRK.

Innovasjon Norge har sagt undskyld for miseren.

- Når Innovasjon Norge optræder som aktør skal det være synligt og åbent for alle. Det har det ikke været her, og det er jeg virkelig ked af, siger administrerende direktør i Innovasjon Norge, Håkon Haugli.

Norges erhvervsminister, Torbjørn Røe Isaksen, som medvirker i kampagnematerialet, har også beklaget sagen.

Facebook
Twitter