Norsk pensionist er idømt 14 års fængsel for spionage i Rusland

Frode Berg siger, at han ikke vidste, at han spionerede.

Den 63-årige Frode Berg er idømt 14 års fængsel ved retten i Moskva. (Foto: maxim Zmeyev)

Den 63-årige nordmand Frode Berg skal 14 år i fængsel for spionage mod Ruslands ubådsflåde.

Det har retten i Moskva i dag besluttet.

Den pensionerede grænsebetjent har erkendt, at han har udført opgaver i Rusland for den norske efterretningstjeneste, men nægter samtidig at have vidst, at han spionerede.

Frode Berg har nu to dage til at beslutte, om han vil anke dommen.

3.000 euro i kontanter

Den pensionerede grænsebetjent havde 3.000 euro i kontanter på sig, da det russiske sikkerhedspoliti, FSB, anholdte ham i Moskva i december 2017.

Nordmanden, som frem til 2014 arbejdede som grænseinspektør på grænsen mellem Norge og Rusland, var ifølge de russiske myndigheder ankommet til landet på et turistvisum.

Lefortovo-fængslet i Moskva, hvor Frode Berg har siddet varetægtsfængslet siden december 2017, er topsikret. (Foto: KIRILL Kudryavtsev © AFP or licensors)

Efter eget udsagn skulle Frode Berg besøge en tidligere kollega, men FSB mener, at han skulle bruge pengene til at købe hemmelige dokumenter om den russiske flåde fra en tidligere russisk politimand, Aleksej Zjitnjuk, som i dag afsoner en lang fængselsdom for forræderi.

Strafferammen var på op til 20 år, men Frode Berg blev altså idømt 14 år, som ifølge NRK også var det, anklageren argumenterede for.

Norsk eller russisk fængsel

Frode Berg har siden december 2017 siddet varetægtsfængslet i Lefortovo-fængslet i Moskva. Fængslet har ry for at være et hårdt miljø, og opholdet har sat sit præg på nordmanden.

- Sundhedssituationen i fængslet er ikke så god. Vi har søgt om husarrest, men har fået nej, fortæller hans russiske forsvarer Ilja Novikov til det norske medie VG og tilføjer, at Frode Berg har problemer med hjertet.

Frode Berg taler med sin russiske forsvarer Ilja Novikov, inden dommen afsiges. (Foto: maxim Zmeyev © AFP or licensors)

Nordmandens norske advokat håber dog, at Frode Berg kan få lov at afsone sin dom i et norsk fængsel.

- Vi advokater forudser, at noget sker diplomatisk. Nu hvor dommen er kommet, kan vi begynde at lægge en strategi, siger Brynjulf Risnes til det norske medie VG.

Og forhandlingen om en udlevering er allerede i gang, siger kommunikationschef i det norske udenrigsministerium, Ane Haavardsdatter Lunde, til samme medie.

- Vi tager dommen til efterretning og fortsætter arbejdet med at varetage Frode Bergs interesser på bedst mulige måde. De norske myndigheder arbejder for at han kan komme tilbage til Norge.

Facebook
Twitter