Norsk pingvin slået til ridder

Sir Nils Olav kan en norsk pingvin nu med rette kalde sig. Den blev i går slået til ridder ved en højtidelighed i Edinburgh Zoo - og Norges konge sendte en lykønskning.

Kongepingvinen Nils Olav under højtidelighederne - alt sammen kun til ære for fuglen. (Foto: Ed Jones © Scanpix)

Pingvinen Nils Olav er ikke nogen almindelig fugl. I 35 år har den gjort tjeneste i den norske livgarde og blev endda udnævnt til æres-oberst i militæret i 2005.

Nu kan fuglen så bryste sig af endnu en fin titel - ja faktisk findes der vel næppe en finere. I går kunne den norske pingvin nemlig putte et fornemt "Sir" foran sit navn Nils Olav efter, at den blev slået til ridder og fejret med med pomp og pragt i Edinburgh Zoo i Skotland. Det skriver Der Spiegel.

Kongen stolt af fuglen

Hele 130 gardere stod på række for dyret under højtideligheden, der også blev overværet af flere hundrede tilskuere i den zoologiske have. Og så var der tilmed fornemme ord fra Norges kong Harald:

- Du er, som pingvin, på alle måder kvalificeret til at modtage den ære og værdighed, der følger med riddertitlen, lød en rosende udtalelse fra kongen, som blev læst op under højtideligheden.

"Vores elskede Nils Olav"

Derudover fik pingvinen endnu et skulderklap af de helt store fra kong Harald, der også skrev, hvor tilfreds Norge er over den loyalitet og det mod, som "vores betroede og elskede Nils Olav" har vist.

Hovedpersonen selv var dog lettere uimponeret over hele højtideligheden og vraltede mest bare forbi de ranke og uniformerede garder, hvor Nils Olav flere gange stoppede op for at se nærmere på de skinnende uniformer.

Den norske livgarde adopterede Nils Olav fra Edinburgh tilbage i 1972, fordi de norske gardere ofte besøgte byens zoo, når de var i Skotland for at deltage i den årlige festival for militærmusik.

Kongepingvinen Nils Olav slåes her til ridder. (Foto: Scanpix)