Norsk politi: Beviser mod afdød dansk brandstifter er ikke gode nok

Det norske politi anbefaler at genåbne Scandinavian Star-sag, da beviserne mod den udpegede dansk brandstifter ikke er tilstrækkelige.

159 mennesker omkom, da Scandinavian Star-færgen brød i brand i 1991. Nu vil politiet genåbne efterforskning.

Der er primært to grunde til, at politimesteren i Oslo ønsker dele af Scandinavian Star-efterforskningen genåbnet.

Det fortalte han på et pressemøde i Oslo Politihus fredag eftermiddag.

Den ene grund er, at der, ifølge ham, ikke er beviser nok mod den danske lastbilchauffør Erik Mørk Andersen, som omkom under ulykken, og som senere er blevet udpeget som brandstifter.

- Det er vigtigt at få frem, at de beviser, der ligger i sagen knyttet til den danske statsborger, som blev udhængt som brandstifter efter vores vurdering ikke er gode nok til at sige, at dette er gerningsmanden, sagde politimester Hans Sverre Sjøvold på pressemødet.

Økonomiske motiver

Den anden grund er, at visse økonomiske motiver ikke er blevet efterforsket tilstrækkeligt, sagde Hans Sverre Sjøvold.

- Vores undersøgelser viser, at efterforskningen fra 1991 ikke lever op til de krav, som vi stiller til efterforskninger i dag, siger han og fortsatte:

- Og når vi står i sådan en situation, hvor vi ikke med sikkerhed har en gerningsmand og heller ikke er gået igennem de mulige økonomiske motiver, mener jeg, at vi bør genåbne sagen, sagde han.

Sagens alvor spiller en rolle

Han understreger, at det ikke er sikkert, at sagen kan opklares, men at det efter hans mening er vigtigt at prøve.

- Sagens alvor har været afgørende for mig. Det er en national tragedie, hvor 159 mennesker omkom. Hvis der er uafklarede spørgsmål, hvor der er muligheder for at finde svar, skal vi prøve, sagde han.

Politiet indkaldte til et pressemøde fredag, fordi en projektgruppe netop har afsluttet en undersøgelse af efterforskningen. Gruppen blev nedsat for et år siden med det formål at vurdere, om der var grundlag for at genoptage efterforskningen af branden.

Efterforskningen er blevet kritiseret

Det var på ruten Oslo-Frederikshavn den 6. april 1990, at skibet brød i brand, og 159 mennesker mistede livet.

Ved efterforskningen fandt politiet mangler ved redningsudstyret, og den norske kaptajn og to danske redere blev stillet for retten og idømt korte straffe. Flertallet af omkomne var nordmænd.

Efterforskningen er blevet kritiseret flere gange gennem årene - blandt andet af den officielle støttegruppe.

Støttegruppen, der består af pårørende, sendte i april en anmodning til politiet om af genåbne sagen.

Ifølge støttegruppen blev færgekatastrofen udløst af to strafbare forhold: Det første var ildspåsættelse og den anden, at skibet ikke var sødygtigt.

FacebookTwitter