Norsk politi: Det tyder på, at drabsvideo er ægte

Politiet analyserer fortsat videomaterialet, der er blevet delt på de sociale medier.

De to unge kvindelige turister fra Danmark og Norge blev fundet døde ved deres telt i et øde bjergområde lidt uden for bjerglandsbyen Imlil, der ligger syd for storbyen Marrakesh. (Foto: - © Scanpix)

En video, der angiveligt viser drabet på en af de to kvinder, der mandag blev fundet dræbt i Marokko, er med al sandsynlighed ægte.

Det oplyser det norske kriminalpoliti, Kripos, i en pressemeddelelse.

- I forhold til vurderingen af videoen, som angiveligt viser drabene, er der fortsat en del arbejde med teknisk analyse og vurderinger. Vi mener alligevel at have grundlag for at sige, at der indtil videre ikke er noget konkret, der tyder på, at videoen ikke er ægte. Vi samarbejder tæt med dansk politi i arbejdet med efterforskningen, skriver politiet.

Den 24-årige danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde Maren Ueland blev mandag fundet dræbt i et øde område ved Toubkal-bjerget nær bjerglandsbyen Imlil syd for Marrakesh, der er et populært rejsemål for turister.

Kvinderne havde været på vandretur i bjergområdet, men blev fundet døde med tegn på vold. Fire personer er blevet anholdt.

En anden video har ligeledes floreret på de sociale medier. Den viser fire mænd, der sværger troskab til Islamisk Stat foran et flag.

Ifølge Kripos har man fået bekræftet fra marokkanske myndigheder, at de fire mænd i videoen, er de samme som de fire mænd, der er blevet anholdt i Marokko.

- Videoen skal være lagt op i forrige uge før drabene. Hverken Norge eller Danmark synes at blive nævnt i videoen og heller ikke, at der skulle være en specifik handling, de skulle udføre, skriver det norske kriminalpoliti.

Myndigheder i både Danmark, Norge og Marokko er i gang med at undersøge videomaterialet. PET har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til Kripos' melding eller nye oplysninger i forbindelsen med efterforskningen.

Sagen kort

  • Den 24-årige danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde Maren Ueland blev fundet døde i mandags i et øde bjergområde ved Toubkal-bjerget tæt på bjerglandsbyen Imlil cirka en times kørsel syd fra Marrakesh.

  • De var på julerejse i Marokko og havde de seneste dage været på vandretur i Atlasbjergene, hvor de camperede.

  • Marokkanske myndigheder efterforsker dobbeltdrabet som en terrorhandling, fordi en af i alt fire anholdte mænd har en forbindelse til en ekstremistisk gruppe.

  • Derudover indikerer drabsvideoen, at der kan være tale om terror, lyder det fra myndighederne.

  • De fire personer, der er anholdt, blev alle pågrebet i Marrakesh.

  • Marokkos ambassade i Danmark skriver i en mail til DR Nyheder, at politiet nu undersøger deres forbindelse til dobbeltdrabet for at finde ud af motivet bag forbrydelsen.

Facebook
Twitter