Norsk politi: Familie til kidnappet kvinde kontaktet via ny kanal

Det er fortsat ikke bekræftet, om milliardærfruen Anne-Elisabeth Hagen er i live.

Politiinspektør Tommy Brøske på dagens pressemøde i Norge. (Foto: Bendiksby © Scanpix)

Den nye kontakt mellem den kidnappede Anne-Elisabeth Hagens familie og de formodede gerningsmænd foregår nu via en ny kommunikationskanal.

Det oplyser norsk politi på et pressemøde mandag eftermiddag.

- Der er kommet en ny besked, men jeg kan ikke gå ind i detaljer udover det, sagde politiinspektør Tommy Brøske.

Politiet vil heller ikke oplyse, hvad det er for en kanal, der bruges til kommunikationen.

De formodede gerningsmænd kontaktede senest familien til Anne-Elisabeth Hagen 16. januar via en anden digital kanal, som politiet dengang beskrev som svær at håndtere.

Den nye besked er sendt til både politiet og Anne-Elisabeth Hagens advokat, Svein Holden, der på et pressemøde mandag aften på familiens vegne gav udtryk for, at der først forhandles, når der er livstegn fra Anne-Elisabeth Hagen.

- Hvis familien får bevis for, at hun lever, som afsenderen har skitseret i sin nylige henvendelse til os, så vil familien arbejde for at få Anne-Elisabeth Hagen sikkert og hurtigt hjem. Det er familiens eneste fokus, sagde Svein Holden.

Han fortalte, at familien er glad for, at de formodede kidnappere nu kommunikerer via en ny kanal.

- Det negative er, at der er tale om envejskommunikation, sagde Svein Holden.

Ikke bevis for at hun er i live

På politiets pressemøde kom det frem, at der stadig ikke er bevis for, at de personer, der har kontaktet familien, rent faktisk har Anne-Elisabeth Hagen. Og at det altså fortsat ikke er bekræftet, at hun er i live.

- Det er urovækkende, at vi stadig ikke har bevis for, at hun er i live, sagde politiinspektøren.

Politiets råd til Anne-Elisabeth Hagens familie har hele tiden været, at de ikke skal forhandle med kidnapperne, før der er et livstegn fra hende.

Det præcise indhold af den forrige besked fra 16. januar er lige som dagens besked ukendt.

I alt har der nu været kontakt mellem de formodede gerningsmænd og familien tre gange.

Klokken 19:37: Artiklen er opdateret med udtalelser fra Svein Holden.

DET VED VI OM SAGEN

  • Anne-Elisabeth Hagen er sidst set ved sit hjem lidt øst for Oslo 31. oktober sidste år. Politiet efterforsker sagen som mulig kidnapning.

  • Anne-Elisabeth Hagen er gift med milliardæren Tom Hagen, der er en af Norges rigeste personer.

  • Norsk politi har ikke afgørende informationer på centrale områder i sagen. Der er i øjeblikket ingen mistænkte, og kontakten med gerningsmændene er begrænset.

  • De formodede gerningsmænd kontaktede senest familien til Anne-Elisabeth Hagen 16. januar på en digital kanal, som skulle være svær at kommunikere med. Indholdet af beskeden er ukendt. I alt har der nu været kontakt tre gange.

  • Politiet har ikke modtaget livstegn fra Anne-Elisabeth Hagen, siden hun forsvandt. Hun kan ifølge politiet være holdt skjult i Norge, men også i udlandet.

  • Ægtemanden Tom Hagen kom efter bortførelsen sidste år hjem til en seddel fra kidnapperne, hvor de krævede ni millioner euro i kryptovalutaen Monero for at frigive Anne-Elisabeth Hagen. Det svarer til over 67 millioner kroner.

  • For nogle uger siden undersøgte dykkere en sø, der grænser op til ægteparrets hjem. Her blev der fundet genstande, som undersøges nærmere for at bestemme, om de kan knyttes til sagen. Politiet har ikke oplyst, hvilke genstande der er tale om.

  • Et vigtigt spor i sagen er tre personer, fanget på overvågningskameraer ved Tom Hagens arbejdsplads, den dag Anne-Elisabeth Hagen forsvandt. De tre personer er fortsat ikke identificeret.

  • Bortførelsen blev holdt hemmelig indtil begyndelsen af januar.

  • Familien til Anne-Elisabeth Hagen har tidligere sagt, at de ikke ønsker at betale nogle penge, før de har fået sikre livstegn fra hende.

Facebook
Twitter