Norsk presse skånede politiet

Norsk presse tog bevidst med fløjlshandsker på myndighederne og navnlig politiets redningsindsats på Utøya i ugerne efter terrorhandlingen.

Det er nu kommet frem, at norsk politi tog en omvej og at båden var overlastet. Men umiddelbart efter terrorangrebet og massakren passede norsk presse på med ikke at være for kritisk over for politiet. (Foto: © Eivind Pedersen, Scanpix)

Norsk presse pålagde bevidst sig selv at være tilbageholdende med kritik af myndighederne og navnlig politiets redningsindsats på Utøya i ugerne efter terrorhandlingen.

Det erkender NRKs politiske redaktør, Kyrre Nakkim. Til DRs Orientering på P1 siger han, at befolkningen ikke var klar til at høre kritiske spørgsmål om politiet og myndighederne på det tidspunkt:

- Folk havde behov for at blive færdige med hovedparten af sorgen, inden de kunne gå videre med en behandling af, hvad der egentlig var sket. En for kritisk journalistik om myndigheder og andre ville let kunne opfattes som utidig. Det er helt klart, at vi holdt igen med tanke på, at vi kunne vende tilbage til det senere, siger Kyrre Nakkim.

Skylden alene hos Breivik

Kyrre Nakkim var som redaktør optaget af at gøre skyldspørgsmålet tydeligt i NRKs dækning:

- Vi har meget optaget af, at skylden ene og alene lå hos Anders Breivik. Det var ham, der begik denne forfærdelige handling, det var ham, der massakrerede de unge på Utøya. Og at prøve at sige, at det var andres fejl - det ville have været forkert. Det var helt klart vigtigt at lægge skylden der, hvor den hørte hjemme i de første uger.

Kyrre Nakkim tilføjer, at journalisterne selv var stærkt personligt berørt. Mange havde venner og bekendte, der var blevet myrdet på Utøya. Men selv om dækningen de første uger ikke var præget af kritiske spørgsmål til politiet, så begyndte journalisterne med det samme at samle materiale til senere, siger han:

- Vi har talt meget om, at vi ikke skulle begå en "11. september-fejl", som jeg oplevede, at de amerikanske medier gjorde, hvor de blev meget patriotiske. Så vi indledte det kritiske journalsistiske arbejde, men det er ikke blevet offentliggjort før nu.

Kortlægger terror

I de sidste dage er der kommet stadigt flere oplysninger frem, der sætter kritiske spørgsmålstegn ved norsk politis indsats. Blandt andet har det vist sig, at den gummibåd, politiet sendte af sted til Utøya, sejlede en omvej og var overlastet.

Netop i dag har den norske regering besluttet at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal kortlægge hele hændelsesforløbet og mangler i beredskab og redningsindsats.

Formanden for kommissionen siger, at kommissionen først og fremmest skal besvare spørgsmålene "hvad skete der - og hvad kan vi lære". Kommissionen har et års tid til sit arbejde.

- Nu bliver vi barskere

Og den tid skal journalisterne også bruge til at vende hver en sten, mener den norske redaktør.

Nakkim siger, at journalisterne er meget opsatte på at undersøge, hvorfor politiet ikke bad forsvaret om assistance, for de havde helikoptere. Og om kommunikationen mellem myndighederne var god nok og om det var en klog beslutning at nedlægge forsvarets antiterrorafdeling og lægge den opgave hos politiet.

- Vi skal selv evaluere forløbet, men jeg synes personligt ikke, vi har vurderet forkert. Jeg tror man skal bo i Norge for at forstå det chok, det traume, det er, den måde nationen reagerede på og den undtagelsestilstand, det satte landet i. Det må man sætte sig ind i for at kunne forstå den måde, journalistikken udviklede sig på. Og så vil jeg stå fast på, at vi aldrig er holdt op med at være kritiske, men nu bliver vi barskere, siger Kyrre Nakkim.