Norsk skandalepolitiker vender tilbage som minister

Godt et år efter at et omstridt Facebook-opslag medførte Sylvi Listhaugs afsked som minister, er hun tilbage.

Sylvi Listhaug mens hun stadig fungerede som justitsminister i Norge. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

Den tidligere norske justits- og indvandringsminister Sylvi Listhaug fra Fremskrittspartiet (FrP) er tilbage som minister i Norge.

Det meddeler statsminister Erna Solberg på et pressemøde fredag formiddag.

Listhaug bliver ny ældre- og sundhedsminister i den norske regering.

Det er ellers ikke meget mere end et år siden, at Listhaug 20. marts 2018 trak sig som minister i kølvandet på hård kritik af et Facebook-opslag.

I opslaget satte hun lighedstegn mellem det socialdemokratiske Arbeiderpartiet og den islamistiske organisation Al Shabaab.

Kontroversielt opslag

- Ap mener, terroristernes rettigheder er vigtigere end nationens sikkerhed, lød det dengang i Listhaugs opslag på Facebook.

FrP er en del af en centrum-højre regering i Norge. Den består foruden FrP af Erna Solbergs Høyre samt Venstre og Kristelig Folkeparti.

Fremskrittspartiets politiske dagsorden dækker en stram indvandringspolitik, bedre ældreomsorg, bedre sundhedsvæsen og lavere skatter og afgifter.

/ritzau/NTB

Facebook
Twitter