Norsk sundhedsminister takker de unge efter forsømt forår: I har sat jeres liv på pause

De unge har ofret meget under coronakrisen, lyder det fra Norges sundhedsminister.

- 'Næste sommer' findes ikke, når du er ung.

Sådan lød det i en særlig tale fra Norges sundhedsminister, Bent Høie, mandag.

I talen takkede han de norske unge for at sætte deres liv på pause, for at andre kan beholde deres. Her skitserede han flere af de ændringer i hverdagen, som de unge har måttet acceptere.

Herunder at skulle studere hjemmefra, ikke kunne dyrke deres fritidsinteresser eller nyde studentertiden på normal vis.

Sundhedsministeren sagde samtidig, at han godt kan forstå, hvis de voksne er frustrerede over at arbejde hjemmefra.

- Men sommerhuset ligger jo bare og venter på jer, og kontoret ligner også sig selv, når I vender tilbage. Sådan er det ikke, når man er ung.

- Du får ikke sommeren tilbage, da du var 17. Og studentertiden kan ikke afspilles igen, lød det fra ministeren.

- Så jeg vil sige tusind tak til hele den norske ungdom og specielt tak til alle studenterne årgang 2020. I vil blive husket fremover.

I skrivende stund har lidt over 200 nordmænd mistet livet som følge af Covid-19. For tre uger siden meldte Bent Høie, at landet havde fået coronasmitten under kontrol, efter man havde indført tiltag som herhjemme med blandt andet lukkede butikker og institutioner.