Norske asylsøgere skal se homofilm

I Norge skal asylansøgere tvinges til at se en film om homoseksuelle. Formålet er at fortælle om de vide rammer, samfundet har.

I Norge skal asylansøgere tvinges til at se en film om homoseksuelle. Formålet er at fortælle om de vide rammer, samfundet har.

Det norske udlændingedirektorat har bestilt en særlig film til formålet og den skal være tilgængelig på 13 forskellige sprog.

Bedre forståelse

Vi vil vise, at homoseksualitet er normalt og acceptabelt. Vil man leve i Norge og være en del af det norske samfund, må man acceptere det, siger filmens instruktør Mari Finnestad.

Filmen fortæller blandt andet om en homoseksuel indvandrer og et gift lesbisk par med børn.

Filmen skal forebygge diskriminering og skabe bedre forståelse for norske forhold.

Vi vil have det frem, som er normalt og accepteret, og vi vil understrege, at lovgivningen beskytter det enkelte menneske, siger instruktøren.

Kontroversielt også i Norge

Mari Finnestad påpeger, at det også er et mål med filmen at fortælle homoseksuelle, som endnu ikke er "sprunget ud", at der findes en organisation, som kan hjælpe dem.

Mange asylsøgere kommer fra konservative samfund, der befinder sig der, hvor Norge var for 30 eller 40 år siden.

Jan Harsem er leder af den kristne interessegruppe Cekem Scandinavia. Han mener at, filmen kan nedvurdere asylsøgere, fordi den ikke fortæller, at dens indhold også er kontroversielt i Norge.

Facebook
Twitter