Norske forskere kritiserer hinanden: Drop audiens hos Breivik

Forskere står i kø for at interviewe massemorderen Anders Behring Breivik. Men de burde i stedet studere Breiviks handlinger og fokusere på ofrene, lyder kritikken.

(Foto: ODD ANDERSEN © Scanpix)

Flere fremtrædende forskere står i kø for at få lov til at møde og interviewe den norske massemorder Anders Behring Breivik.

Men nu retter to norske forskere en skarp kritik mod sine kollegaer i en kronik i Morgenbladet Mandag.

- Vi må stoppe med at lytte til Breiviks egen strategiske fortælling og hellere studere hans handlinger, skriver professor i kriminologi Sveinung Sandberg og ph.d.-studerende Lars Erik Berntzen i den norske avis.

De efterlyser samtidig mere forskning, hvor ofrene og de efterladte fra massakren på Utøya den 22. juli 2011 får opmærksomhed.

Venter på audiens

Kan angrebet inspirere til ny terror? Og hvem sympatiserer med Breivik?, spørger forskerne blandt andet i kronikken.

De konstaterer, at ekstremismen er på fremmarch i Europa, og at det store fokus på massemorderen ikke gavner.

- Tag hellere fat i dét emne (ekstremismen i Europa, red.) frem for at vente på en audiens hos Breivik, skriver de to forskere.

Sensationslyste journalister

I kronikken drager de to forskere paralleller mellem Breiviks handlinger og skolemassakre.

- Børn og unge er lette ofre, som sikrer maksimal opmærksomhed, skriver de.

Også sensationslystne journalister får en overhaling i kronikken.

- Forskere og mediene har opretholdt fokusset på Breivik - også efter angrebet.

Facebook
Twitter