Norske medier går sammen om at bekæmpe falske nyheder

En ny tjeneste skal faktatjekke den offentlige debat og afdække falske nyheder.

Chef for NRK Thor Gjermund Eriksen, chefredaktør for VG, Gard Steiro og chefredaktør for Dagbladet, John Arne Markussen præsenterede tjenesten på et pressemøde i dag. Foto: Helga Tunheim / NRK

NRK, Dagbladet og VG vil sammen kontrollere den offentlige debat og sørge for at afdække falske nyheder, der spreder sig i det norske samfund.

Derfor har de tre norske medier oprettet tjenesten "Faktisk", der bliver tilgængelig for alle.

Det skriver NRK.

Tjenesten skal hjælpe folk med at navigere i den massive informationsstrøm, der på godt og ondt er blevet markant større siden internettet og de sociale mediers voksende position.

Jeg er overbevist om, at dette er et vigtigt bidrag til at styrke tilliden til de norske medier. Dette vil bidrage til at skabe tillid, debat og kvalitet for det ​​norske indhold og journalistik generelt

Thor Gjermund Eriksen, chef for NRK

- Svaret på problemet med falske nyheder er stærke og uafhængige medier med faktuel journalistik og høj troværdighed. Vi håber, at 'Faktisk' vil styrke redaktører og mediers position som leverandører af kvalitetssikret journalistik og dermed bidrage til en mere kvalificeret debat i Norge, siger chefredaktør for VG, Gard Steiro.

Debatten om falske nyheder begyndte for alvor under den amerikanske valgkamp i efteråret.

Det sociale medie Facebook er især blevet kritiseret for at udbrede falske nyheder, der på få minutter florerer rundt til de mange millioner brugere.

Efter valgkampen blev det opgjort, at falske nyheder blev delt mere end de sande i den amerikanske valgkamp. Derudover var og er USA's præsident Donald Trump flittig til at beskylde medierne for at lave såkaldte 'fake news'.

Det har efterfølgende fået både virksomheder, medier og politikere til at tage kampen op mod falske nyheder og disinformation.

De tre norske medier håber, at initiativet kan være med til at sætte en stopper for udviklingen.

- Jeg er overbevist om, at dette er et vigtigt bidrag til at styrke tilliden til de norske medier. Dette vil bidrage til at skabe tillid, debat og kvalitet for det ​​norske indhold og journalistik generelt. Tjenesten er åben for alle aktører. Det bliver et langt bedre resultat, hvis vi går sammen, siger chef for NRK Thor Gjermund Eriksen.

Planen er, at tjenesten skal lanceres inden sommeren i år.