North Carolina i undtagelsestilstand: De skød min far, fordi han er sort. Han sad og læste en fuc**** bog

I tirsdags skød og dræbte politiet i Charlotte, North Carolina, den 43-årige sorte amerikaner Keith Lamont Scott, hvilket har ført til demonstrationer og undtagelsestilstand.

Der er indført undtagelsestilstand i Charlotte i den amerikanske delstat North Carolina efter to dage med protester efter politidrab. (Foto: Jason Miczek © Scanpix)

For anden dag i træk har der været voldsomme uroligheder i byen Charlotte i North Carolina. I alt har 16 politifolk fået skader af forskellig art, og én uidentificeret person er blevet skudt under demonstrationer i byen.

De seneste dages hændelser har fået North Carolinas guvernør, Pat McCrory, til at erklære staten i undtagelsestilstand.

Årsagen til urolighederne er, at den 43-årige Keith Lamont Scott tirsdag blev skudt og dræbt af politiet i sin bil foran et lejlighedskompleks i byen Charlotte.

Her affyrer politiet tåregas mod demonstranterne i Charlotte, North Carolina:

Bog eller pistol?

Politiet i Charlotte og familien til Keith Lamont Scott er kommet med vidt forskellige udlægninger af, hvad der førte til drabet tirsdag eftermiddag.

Familien har ifølge CNN udtalt, at Keith Lamont Scott sad i sin bil og læste en bog, mens han ventede på, at hans søn kom hjem fra skole.

Men politiet udtalte i går, at Keith Lamont Scott steg ud af sin bil med en pistol. Ifølge politichef Kerr Putney bad betjente ham flere gange om at smide pistolen, men uden held. Derefter skød en afroamerikansk betjent ham.

Politiet siger også, at de ikke fandt en bog på gerningsstedet.

-Det er tid til at ændre narrativet, for jeg kan fortælle jer ud fra fakta, at historien er anderledes, end den er blevet fortalt indtil videre specielt på sociale medier, udtalte Kerr Putney til CNN.

Datter streamede fra gerningsstedet

Få øjeblikke efter hendes far var blevet skudt, streamede datteren Lyric Scott via Facebook Live fra gerningsstedet.

- De skød min far, fordi han er sort. Han sad i sin bil og læste en fuc**** bog. Det var, hvad der skete, siger datteren i livevideoen.

Datteren, som mest fokuserede på betjentene i den 31 minutter lange video, sagde, at hendes far tit sad udenfor og læste i en bog.

Keith Lamont Scotts kone udsendte i går en pressemeddelelse, hvor hun udtrykte, at familien er knust, og samtidig opfordrede hun demonstranterne til at forblive rolige.

- Keith var en kærlig far, bror og ven, som vil være dybt savnet hver dag. Som familie respekterer vi retten til at demonstrere, men vi ønsker, at det sker fredeligt, udtalte Rakeyia Scott i pressemeddelelsen.

Facebook
Twitter