Notesbøger afslører horrible vidnesbyrd fra filippinske tjenestepiger i Libanon

Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård har haft adgang til 50 kvinders notesbøger om deres tid som tjenestepiger i Libanon i forbindelse med dokumentaren “Mellemøstens Skjulte Slaver”.

Kassen er gemt af vejen i et lille rum i en kirke i Libanon. Da jeg åbner den, ligger 50 kladdehæfter stablet oven på hinanden - i klare lyserøde, grønne, blå og lilla farver.

En af kirkens præster uddelte i foråret 2015 kladdehæfterne og en medfølgende liste med spørgsmål til 50 kvinder, der boede på et kvindecenter. Han kendte nogle af dem. De fleste var kommet til Libanon fra Filippinerne for at arbejde som tjenestepiger i private hjem. Nu var de stukket af fra de familier, de arbejdede hos, og ventede på at kunne rejse hjem.

Præsten besøgte dem ofte og forsøgte at afhjælpe deres sjælesorger. De var ikke i stand til at forlade kvindecenteret og gå i kirke om søndagen - en mulighed, de heller ikke havde haft, da de boede hos deres familier.

Spørgsmålene på arket handler om deres tid i Libanon - og livet i deres hjemlande.

- Hvorfor valgte du at rejse til Libanon, hvordan var dit første møde med agenten, familien, hvordan var arbejdsforholdene, fik du fri til at gå i kirke på søndage, og hvad gik galt, lyder nogle af spørgsmålene.

Jeg får lov at kigge i kassen med kvindernes vidnesbyrd, og over de næste dage læser jeg samtlige historier i kladdehæfterne. Det, der står skrevet indeni med ofte sirlig håndskrift, er af en noget mørkere karakter end omslagets glade farver.

Kvinderne har givet præsten et sjældent vidnesbyrd om, hvad der egentlig foregår i hjemmene hos de libanesiske familier, hvor de arbejder.

Hvem er kvinderne?

De fleste af kvinderne kommer fra fattige landområder i Filippinerne, og de fleste af dem har børn - ofte mindre børn.

Når arabiske familier henter tjenestepiger til Mellemøsten, foregår det som regel ved, at de bestiller en kvinde gennem et agentbureau. I Libanon alene er der over 600 registrerede bureauer samt en masse agenter, der arbejder uden licens. Når bureauet modtager en bestilling, kontakter de en agent i Filippinerne, Kenya eller hvilket land, som kunden har besluttet sig, kvinden skal være fra, som sørger for at finde en tjenestepige og forberede hendes rejse.

Mønstret for de fleste af de adspurgte tjenestepiger er, at de kender den person i deres lokalområde, som har arrangeret deres rejse til Libanon. Det har enten været deres tante, en ven, en mors veninde eller en svoger, som har hvervet dem. De har ingen informationer fået om Libanon - og de har ofte heller ikke fået at vide, at der er forbud for filippinske statsborgere mod at rejse til Libanon som tjenestepiger.

På grund af arbejdsforholdene, og fordi Libanon og Filippinerne ligger i strid om en garanti for minimumsløn, vil en filippinsk kvinde ikke få lov at rejse fra lufthavnen i Manila, hvis hun møder op med en flybillet til Beirut. Derfor har de fleste af kvinderne været flere dage undervejs, før de ankommer til Libanon. De er fløjet gennem Kuala Lumpur, Amman, Doha, Hong Kong, Bangkok med flere mellemlandinger. Ingen af dem nævner i notesbøgerne, hvorvidt de selv har søgt informationer om Libanon inden afrejse.

- Det eneste, jeg vidste, var, at der findes kristne i Libanon, skriver en kvinde.

- Jeg fik intet at vide om Libanon eller den familie, jeg skulle arbejde hos, skriver en anden.

Alligevel er alle kvinderne, der har skrevet i notesbøgerne, rejst fra deres familie i håbet om at kunne tjene en højere løn end i Filippinerne. De skriver, at de blev nødt til det for at overleve, og en del har kun hørt gode ting om at være tjenestepige i Mellemøsten. For eksempel at man kan tjene så meget som 400 amerikanske dollar om måneden, hvilket er langt mere, end hvad de kan tjene i Filippinerne.

- Jeg kørte af sted sent om aftenen, så mine børn ikke opdagede, at jeg forlod dem. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige farvel. Jeg var så ulykkelig, skriver én.

- Madame råber af mig og slår mig

Langt de fleste kvinder får tilsyneladende et chok, da de ankommer til Libanon. Enten fordi, de arbejder 18 timer i døgnet, ikke får nok mad, er låst inde og ikke må gå ud, ikke får den lovede løn, sover i små opbevaringsrum ved siden af køkkenet eller - som er tilfældet for de fleste - fordi der er en dårlig stemning i hjemmet; de bliver slået, talt ned til eller befamlet. En del af dem er bange for én eller flere af husets beboere.

En kvinde beskriver, hvordan hun bliver bedt om at give “mister” massage. Han er manden i huset. Hun siger til ham, at det ikke er en del af arbejdet at give massage. Alligevel tvinger han hende ind på sit soveværelse en dag, hvor ægtefællen er på arbejde. Han tager tøjet af, og mens hun nødtvungent masserer ham, sætter han hende op på sit skød og siger, at hun ingenting vejer. Hun skynder sig ud af soveværelset, men på vejen ud stikker han hende 5.000 libanesiske pund… hvad der svarer til omkring 20 kroner.

Da jeg efterfølgende opsporer kvinden i Filippinerne, genfortæller hun hele forløbet og konstaterer tørt:

- Jeg er gift, jeg har børn. Jeg ved nok, hvornår en mand er begejstret. Og jeg ved også, at jeg ikke var den eneste, der havde ubehagelige oplevelser. Vi var to tjenestepiger ansat. Men jeg kunne ikke holde det ud, og derfor flygtede jeg.

En anden kvinde skriver, at hun var bange hver aften:

- "Mister" kom ind i mit hummer om natten. Jeg kunne mærke, han stod og stirrede på mig. Så rørte han ved mine fødder. Jeg lod som om, jeg havde mareridt og spjættede med benene. Den nat gik han igen, men det begyndte at ske oftere, og en dag kom han ind og rørte mig på maven og skuldrene. Jeg var skrækslagen for, hvad han kunne finde på. Jeg havde oven i købet menstruation.

Lignende historie gentager sig for flere:

- Han tog sit tøj af foran mig. Han kyssede mig og tvang min hånd til at røre ved hans penis. Jeg kiggede væk, mens jeg gjorde det. Til sidst blev han træt og spurgte mig: Slår du mig ihjel nu?

- Om natten, når de andre sov, kom han ind og rørte mig på halsen og maven. En gang brændte han mig med cigaretten på mit ben.

- En dag, mens jeg gjorde rent, slog han mig pludselig i hovedet med en tom ølflaske. Hvorfor gør du det? spurgte jeg. Han grinede - lidt ligesom Djævlen - og forsvandt.

Også de libanesiske kvinder eller større børn i huset begår ifølge flere af notesbøgerne fysiske overgreb.

- Madame råber ad mig hele tiden. Og nogle gange, hvis jeg har glemt noget eller “begået en fejl”, som hun siger, giver hun mig en lussing. Jeg gør virkelig mit bedste for at leve op til hendes forventninger, men hun er aldrig tilfreds.

- Jeg var bange for madames søn. Selvom han kun var 17 år, kunne han finde på at spytte på mig eller slå mig i ryggen.

- Jeg flygtede, da min arbejdsgiver næsten slog mig til døde og truede med at sende mig hjem i en kiste…

Flygtede med lagner bundet sammen

For samtlige 50 kvinder er forholdene blevet så uudholdelige, at de er flygtet. I de hjem, hvor der har været mere end én tjenestepige i huset, har den anden ofte hjulpet. Der er også et beskrevet eksempel, hvor to tjenestepiger er flygtet sammen.

Det sker om natten, når familien sover. De binder deres lagener sammen og firer sig ned fra altanen. Eller lægger mærke til, hvor familierne gemmer nøglerne til døren, så de kan låse sig ud, når familien er gået i seng.

De skynder sig væk fra nabolaget i håb om ikke at blive set. En kvinde beskriver et taknemmeligt øjeblik, da en fremmed mand hjælper hende.

- Han gav mig 120 dollar og sagde: Giv 20 dollar til taxachaufføren, så han kan køre dig hvorhen du vil, og behold de 100 dollar til dig selv. Han reddede mig virkelig.

Kvinderne søger oftest hjælp hos den filippinske ambassade i Beirut, hvor de kan ringe på dørklokken døgnet rundt.

En kvinde skriver, at hun er ked af, at hun ikke lyttede til sin mands råd, inden hun drog mod Libanon.

- Lad være med at tage afsted. Penge kan ikke købe nogen lykke.

Dokumentaren “Mellemøstens Skjulte Slaver” vises i aften kl. 21:45 på DR1.

Facebook
Twitter