Notre Dame-branden slukket - her er, hvad vi ved

Branden er nu slukket, men årsagen er stadig ukendt.

Det vil ifølge eksperter tage flere år at genopbygge Notre Dame-katedralen i Paris efter branden. (Foto: Francois Guillot © Scanpix)

Mandag aften udbrød der brand i et af de mest markante franske nationalsymboler, Notre Dame-katedralen i Paris.

Det ved vi om branden

Notre Dame-katedralen er cirka 130 meter lang, 48 meter bred og 35 meter høj. De to tårne er cirka 68 meter høje. (Foto: THOMAS SAMSON © Scanpix)

Klokken 18:30 mandag aften brød branden i Notre Dame ud, og ifølge de franske myndigheder startede den formentlig i katedralens loftsrum, hvorfra den hurtigt spredte sig til taget.

De sidste grupper af turister havde lige forladt Notre Dame, da folk begyndte at se røg stige op igennem katedralens spir.

Videoer fra omkring katedralen viste hurtigt, at det brændte mest omkring spiret, hvor et omfattende renoveringsarbejde er i gang.

Her kan du se Notre Dame-katedralen, før og efter branden. (Foto: (Foto: Colourbox.com) © (c) Colourbox / Foto: Scanpix © (c) Scanpix)

Mere end 400 brandmænd blev udkommanderet til at tage del i slukningsarbejdet. De kunne ikke forhindre, at spiret på Notre Dame kollapsede omkring klokken 20 mandag aften.

Brandmyndighederne har erklæret, at branden nu er endegyldigt slukket.

Ingen blev dræbt i forbindelse med slukningsarbejdet, men en brandmand og to politifolk har pådraget sig skader.

Det ved vi om skaderne

Notre Dame-katedralen set fra oven under branden. (Foto: - © Scanpix)

Ud over spiret er også størstedelen af den mere end 100 meter lange trækonstruktion på Notre Dame ødelagt af flammer.

De to markante tårne på katedralen er ifølge myndighederne intakte og har tilsyneladende ikke taget skade af flammerne.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har udtalt, at det værste scenario er forhindret, men at kampen mod flammerne ikke er vundet. Han vil nu igangsætte en indsamlingskampagne for at hjælpe med genopbygningen af Notre Dame.

En af Frankrigs rigeste familier, familien Pinault, har lovet at bidrage med 750 millioner kroner til genopbygningen, der ventes at vare flere år. Samlet set er der allerede givet tilkendegivelser om donationer på ca. to milliarder kroner.

Det er endnu uklart, hvor store ødelæggelserne inde i kirken er, men brandfolk har været i stand til at redde kunstskatte og religiøse og historiske værker inde i katedralen.

Det gælder blandt andet en hellig skjorte, båret af den franske konge Ludvig den Hellige (Louis IX) i 1300-tallet.

Det ved vi ikke

Brandfolk arbejder fortsat inde i Notre Dame. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

Årsagen til branden er fortsat ukendt.

Efterforskningen koncentreres i første omgang om det omfattende renoveringsarbejde, der var i gang inde i katedralen. Flere bygningsarbejdere er allerede blevet afhørt.

Det står fortsat ikke klart, hvor store ødelæggelserne inde i katedralen er.

Herunder kan du se en video med de første billeder inde fra Notre Dame efter branden:

Facebook
Twitter