Nu er det ikke længere forbudt at være ejendomsmægler på Cuba

Nye love har skabt et af de mærkeligste ejendomsmarkeder i verden, skriver Frank Esmann, der har besøgt Cuba.

Ifølge Frank Esmann, der desværre fik stjålet sit kamera på rejsen, er der historier om europæiske mænd, der forsøger at kombinere kærlighed og ejendomshandel på Cuba. Desværre ofte til stor skuffelse. (© Colourbox)

Den cubanske regering har efter godt 50 års kommunisme og nationaliseringer givet folk tilladelse til at købe og sælge ejendom.

Det har i løbet af få måneder skabt et af de mærkeligste ejendomsmarkeder i verden, hvor det er tabu at nævne boligens sande pris, men hvor nogle cubanere tjener stort set skattefrie formuer og hvor interesserede udlændinge tager risikable chancer for at få fingre i en lejlighed på solskinsøen.

Cuba til salg

Hør første afsnit af Frank Esmanns serie "Cuba til salg" her.

Serien kan også podcastes.

Reformen af boligmarkedet er blot et af flere tiltag, som betyder, at omkring 450.000 entrepenante cubanere godt nok må leve med den totalitære stats luner - men for første gang har fået lov til at operere relativt frit, hvad enten de er boligejere eller restauratører.

To slags pesos - den værdiløse og den konvertible

Det nye ejendomsmarked vil gøre nogle cubanere rigere and andre, selv om en af Raul Castros økonomiske rådgivere indigneret afviser, at det skulle være tilfældet.

- På Cuba yder alle efter evne, men modtager efter behov, siger hun - for få minutter efter at fortælle, at hun har sat sin 4-værelses lejlighed med havudsigt til salg og står til at tjene små 400.000 stort set skattefrie kroner. En formue på Cuba.

"Cuba er et surrealistisk land," hvisker tolken på et tidspunkt. Det kan der være en del om. Indtil for tre måneder siden var det eksempelvis ulovligt at være ejendomsmægler og alle handler foretages i et dobbelt valutasystem med en almindelige pesos, som er stort set værdiløs, og en konvertibel pesos, som svarer til godt fem kroner.

Boliger er 25-30 gange mere værd end tidligere

Til gengæld er det her, der i øjeblikket tjenes penge på boligsalg. Da brødrene Castro og Che Guevara overtog magten konfiskerede staten alle boliger og fordelte dem blandt folket.

Staten beholdt vedligeholdelsespligten og forbød køb og salg, men gjorde det dog muligt for beboerne at blive ejer af deres bolig gennem en afbetalingsordning og indgå byttehandler så længe boligerne havde nogenlunde samme værdi. Alt i almindelige pesos.

Resultatet er, at mange cubanere i dag sidder i en bolig, som er betalt, vurderet og beskattet i almindelige pesos. Nu kan de imidlertid sælge den i konvertible pesos, som er 25-30 gange mere værd end den almindelige.

Eksilcubanere og stråmænd

Raul Castro gør, hvad han kan for at hindre cubanerne i at blive bolighajer og ejendomsbaroner.

Ifølge loven er det derfor kun cubanske statsborgere og folk med permanent opholdstilladelse, som har lov til at købe og sælge ejendom. Udlændinge kan ikke købe - og dog.

Eksilcubanere i Miami er allerede begyndt at købe via slægtninge, der fungerer som stråmænd. Det er muligt, ganske som det er muligt at lade en cubansk ven eller veninde købe ejendommen.

Det sidste har ført til kostelige episoder, hvor europæiske, kærlighedshungrende mænd har opdaget, at så snart handlen var indgået, mistede den skønne, varmblodige veninde interessen for ham, men rykkede til gengæld ind i lejligheden med hund, kat, papegøje og hele den udvidede familie - sikkert uden helt at fatte hverken deres eget held eller hans naivitet.