Nu er det officielt: Putin kommer til fredsforhandlinger i Minsk

Ingen har vidst om Ruslands præsident dukke op til fredsforhandlinger om Ukraine. Men nu står mødet i hans kalender.

Det skulle være ganske vist: Ruslands præsident Putin kommer til Minsk i dag for at forhandle om fred i Ukraine. (Foto: © Alexei Druzhinin/RIA Novosti/Kremlin, Scanpix)

Kommer han, eller kommer han ikke?

Før dagens topmøde i Minsk om Ukraine-konflikten har der været usikkerhed til det sidste om, hvorvidt Ruslands præsident Putin ville møde frem - eller simpelthen bare blive væk.

Da DR Nyheder talte med udenrigsminister Martin Lidegaard tidligere i dag, var selv han i tvivl om, hvorvidt præsident Putin ville tage til Minsk og fortsætte forhandlingerne om en fredelig løsning i Ukraine eller ej.

- Bare det, at fire statsledere tager til Minsk, hvad jeg håber, at de gør, vil være et godt tegn på, at der er en interesse fra alles side nu for at stoppe konflikten, sagde Lidegaard og tog forbehold for et scenarie, hvor Putin blev hjemme.

Kreml: Putin kommer til Minsk

Men nu skulle det være ganske vist, at også den russiske præsident møder op ved forhandlingsbordet i Hviderusland.

Ifølge hans officielle kalender deltager præsident Putin i topmødet i dag, fremgår det af Kremls egen hjemmeside.

På mødet skal Ukraines præsident Petro Porosjenko sammen med forhandlingslederne i form af Tysklands kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Francois Hollande forsøge at finde frem til en fredsplan for krisen i Ukraine.

En konflikt, der indtil videre har kostet mindst 5.300 mennesker livet, og hvor kampene bliver ved med at bølge frem og tilbage mellem ukrainske styrker og pro-russiske separatister.

Se hvor de pro-russiske separatister og ukrainske styrker kæmper:

https://www.youtube.com/watch?v=OqQk7kLuaK4&rel=0

Hvorvidt de fire statsledere når frem til en våbenhvile, er endnu uvist.

Men tidligere i dag udtalte en anonym, russisk diplomatisk kilde til det russiske nyhedsbureau Itar-Tass, at der med 70 procents sikkerhed kommer en fredsaftale i stand under topmødet, og at 'den russiske præsident ikke rejser til Minsk for ingenting'.

Topmødet mellem de fire statsledere forventes at starte kl. 17.00.