Nu er det slut med corona-rejsevejledningerne: Sådan er reglerne i de mest populære ferie-lande

Der er stadig krav om eksempelvis coronapas mange steder.

Med pas - og coronapas - i hånden kommer du langt i efterårsferien. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Rettelse: Vi har opdateret artiklen, fordi den tidligere indeholdt ufyldestgørende oplysninger om indrejsereglerne for Spanien og Storbritannien.

Efterårsferien er lige om hjørnet.

Og fra i dag er det slut med en lang række rejserestriktioner fra de danske myndigheder. Blandt andet holder Udenrigsministeriet op med at tage højde for coronasituationen i de forskellige lande i deres rejsevejledninger.

Dermed forsvinder der også en række regler om test og isolation, når man vender hjem fra rejse.

Men selvom reglerne forsvinder i Danmark, er der stadig restriktioner mange andre steder i verden.

For at hjælpe dig afsted på efterårsferien har vi samlet reglerne i en håndfuld af de mest populære rejsedestinationer for danske feriegæster. Dem kan du finde i overblikket herunder.

Du skal dog være opmærksom på, at reglerne kun er et øjebliksbillede, og at nye regler kan blive indført med kort varsel. Tjek altid de gældende regler på hjemmesiden for den danske ambassade i det pågældende land.

God ferie!

Spanien

Efterårsferien byder eksempelvis på 25 grader i den sydspanske by Malaga. (Foto: Jon Nazca © Ritzau Scanpix)

Spanien er det mest populære feriemål for danske turister med flere længder. Tusindvis af danskere valfarter hvert år til det den sydeuropæiske varme for at nyde godt af sol, vin, tapas, og alt hvad landet ellers har at byde på.

Men skal man til Spanien i efterårsferien er der et par ting, man skal være opmærksom på.

Alle rejsende til Spanien skal i udgangspunkt medbringe en negativ PCR- eller antigentest, hvis landet eller området, man rejser fra, er på den spanske liste over højrisikolande og områder. Listen opdateres ugentligt. På nuværende tidspunkt er Region Nordjylland, Hovedstaden og Sjælland på listen. Rejser du fra en af disse regioner, skal du medbringe en negativ PCR- eller kviktest.

Testen må højst være 72 timer gammel, hvis det er en PCR-test - og 48 timer, hvis det er en kviktest. Man kan bruge det danske vaccinepas som dokumentation.

I Spanien tæller man som færdigvaccineret 14 dage efter sit sidste vaccinestik.

Derudover er det et krav, at man udfylder en elektronisk indrejseformular hos det spanske sundhedsministerium, inden man rejser.

Når du endelig er ankommet til Spanien, er der også et par regler at tage højde for. For eksempel er der krav om mundbind på alle offentlige indendørsarealer og i den offentlige transport. Også udendørs er der krav om mundbind, men kun hvis man ikke kan holde halvanden meters afstand til andre.

Og så må man ikke ryge eller indtage alkohol i det offentlige rum på steder, hvor man ikke kan holde to meters afstand til andre.

Desuden skriver den danske ambassade i Spanien, at kan være forskellige regler for eksempelvis forsamlingsforbud og andre ting i de forskellige regioner i Spanien.

Tyskland

Der er krav om mundbind i den offentlige transport i Berlin. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Også vores naboland mod syd er et populært feriemål for danskere. Står efterårsferien på en smuttur til Berlin, Hamborg eller en anden tysk destination er der heldigvis ikke mange regler, du skal tage højde for.

For at rejse ind skal du kunne dokumentere, at du er færdigvaccineret, tidligere har været smittet, eller er testet negativ med en højst 72 timer gammel PCR-test eller en 48 timer gammel kviktest.

Og så er der krav om mundbind i offentlig transport, i forretninger og på befærdede udendørsarealer, hvor man ikke kan holde afstand til andre.

Italien

Efterårsferien kunne byde på et smut til Venedig. (Foto: MANUEL SILVESTRI © Ritzau Scanpix)

Står den på pizza og rødvin i Italien, skal du for at komme ind i landet kunne dokumentere, at du er færdigvaccineret, tidligere har været smittet, eller at du er testet negativ inden afrejse. Hvis man ikke kan det, står den på fem dages karantæne.

Derudover skal du udfylde en elektronisk indrejseformular hos det italienske sundhedsministerie.

Du skal også kunne fremvise coronapasset, når du eksempelvis skal på restaurant eller på museum. Og så er der krav om mundbind indendørs.

Derudover må du ikke gå ud i offentligheden, hvis din temperatur er højere end 37,5 grader.

Norge og Sverige

Det kræver ikke coronapas at tage over Øresundsbroen. (Foto: Niels Christian Vilmann © Ritzau Scanpix)

Vores nordiske brødrefolk i Norge og Sverige har fjernet rejserestriktionerne - så der er simpelthen fri adgang, hvis efterårsferien skal bruges på en vandretur i et koldt, norsk fjeld eller en smuttur til Malmø.

Der er heller ikke krav om mundbind eller afstand.

Grækenland

De kan også lokke med over 20 grader i Athen for tiden. (Foto: COSTAS BALTAS © Scanpix Denmark)

Også Grækenland kan byde på lidt varme i efterårsferien, og her skal du også være klar til at vise coronapas med enten vaccination, negativ test eller tidligere smitte for at komme ind.

Men selv hvis du har det, kan du blive udtaget til en stikprøve-test, når du rejser ind. Er testen positiv, skal du i karantæne på et hotel. Det koster en bøde på 5.000 euro - godt 37.000 kroner - at bryde karantænen.

Når du er kommet ind i landet, gælder der stadig en række restriktioner. Eksempelvis skal du bære mundbind indendørs i offentlig transport, butikker og lignende, og på restauranter, museer og til kulturbegivenheder skal du kunne fremvise coronapas.

Derudover må der kun være siddende gæster på restauranter og barer - så der er ingen dans ud på de sene nattetimer.

Storbritannien

A man walks past the Big Ben clock tower in London, Britain June 29, 2016. REUTERS/Kevin Coombs (Foto: KEVIN COOMBS © Scanpix Denmark)

Går turen til Storbritannien i ferien, skal man huske at registrere sig i forvejen, fra under 48 timer inden indrejse. Det skal man, lige meget om man er færdigvaccineret eller ej.

Er man færdigvaccineret, behøver man ikke tage en test inden man hopper på flyet. Til gengæld skal man tage en selvbetalt PCR-test på eller før 2. dagen efter ankomst. Den skal bookes i forvejen.

Hvis man ikke er færdigvaccineret, skal man kunne vise en negativ COVID-19 test som er taget under 72 timer inden afgang. Desuden skal man tage en selvbetalt PCR-test på eller før 2. dagen efter ankomst samt på 8. dagen. Efter ankomst skal man opholde sig 10 dage i selvisolation/karantæne, hvis man ikke er vaccineret. Der er mulighed for at teste ud af karantænen på 5. dagen, og den test skal også bookes.

Frankrig

Med coronapas kan du også komme ind og se Mona Lisa på Louvre i efterårsferien. (Foto: SARAH MEYSSONNIER © Ritzau Scanpix)

Sidste land på listen i denne omgang er Frankrig. Her er der som udgangspunkt krav om at kunne fremvise en negativ test, hvis når man rejser ind i landet - men ikke hvis man er færdigvaccineret. Så er dokumentation for vaccinationen nok.

Hvis du så skal på eksempelvis museum, restaurant eller - hvis uheldet er ude - på hospitalet, skal du kunne fremvise coronapas.

Derudover skal ud være forberedt på at have mundbind på indendørs i det offentlige rum.

Uden for Europa

Det er nok ikke en hurtig tur til USA, du skal gå efter i vinterferien. (Foto: BJOERN KILS © Ritzau Scanpix)

I mange lande uden for Europa ser det noget strammere ud med restriktionerne, og her kan det blive væsentligt sværere at tage afsted.

I Thailand skal du eksempelvis i karantæne i syv dage for overhovedet at komme ind i landet - og derefter skal du leve med natligt udgangsforbud.

I USA har de som udgangspunkt indrejseforbud for danske turister, så den tur til New York, du måske havde i tankerne, kan du også skyde en hvid pind efter.

Derimod er det lidt lettere at komme til eksempelvis Tyrkiet, hvor det kræver gyldigt coronapas at komme ind i landet.

FacebookTwitter