Nu er dronning Elizabeth alene - hvad stiller briterne op med Charles?

Billederne af den 94-årige regent i ensomhed er meget sigende for pandemien, lyder det fra flere sider.

En ensom dronning Elisabeth under lørdagens begravelse af hendes mand gennem 73 år, prins Philip. (Foto: pool © Scanpix)

Billederne fra kapellet sagde det hele:

En ensom majestæt på stolerækkerne - med flere meters afstand til alle andre.

Dronning Elizabeth er efter 73 års parløb med netop afdøde prins Philip nu alene om at stå i spidsen for det britiske kongehus.

Philip blev lørdag begravet ved en ceremoni for kun 30 personer i St. George's kapel på kongefamiliens Windsor-slot nær London.

Her havde dronning Elizabeth selv besluttet, at hun ville sidde alene, mens hendes mand inden sin død i en alder af 99 år havde planlagt alle øvrige detaljer minutiøst.

- Situationen indkapsler den ensomhed, briterne har oplevet gennem det seneste år. Det har fyldt meget herovre under pandemien, og nu ser de pludselig dronningen sidde og have det på samme måde som dem. Uden den mand, hun ved mange lejligheder har beskrevet som sin vigtigste støtte i livet, siger DR's korrespondent i Storbritannien, Tinne Hjersing Knudsen.

Det samme mener flere britiske kommentatorer.

Blandt andre skriver The Guardians royale reporter Caroline Davies, at når fremtidige historikere skal genfortælle historien om pandemien, vil billedet af dronningen siddende alene med mundbind og i sorg helt sikkert høre til blandt de mest gribende.

Vanity Fairs royale korrespondent Katie Nicholls kalder det "hjerteskærende".

- Det var et meget dystert billede, og ét, som jeg tror, at alle vil reflektere over i dag, siger hun til BBC.

Dronning Elizabeth ser til, mens soldater bærer kisten på plads midt i kapellet. Til sidst blev den sænket ned i gulvet. (Foto: pool © Scanpix)

Den britiske kongehus-kommentator og tidligere BBC-journalist Peter Hunt skriver på Twitter, at prins Philip hjalp med at opretholde det britiske monarki, selv om han ingen formel rolle havde.

'Det vil være en ensom dronning, der fortsætter med at regere', fastslår han:

Noget andet, der fylder hos briterne lige nu, er fremtiden for det gamle monarki.

Briter: 'Spring Charles over og giv kronen videre'

Dronning Elizabeth fylder 95 år om nogle dage, og da ingen af os lever for evigt, bliver der naturligt fokuseret på den næste regent i rækken i skikkelse af hendes søn, den 72-årige Prins Charles.

- Jeg har hørt en del gange efterhånden, at man bør springe Charles over og give kronen videre til de unge. Folk vil hellere have 38-årige William og hans hustru Kate som regentpar, fordi de repræsenterer fornyelse, mens Charles står for noget gammeldags, som de har svært ved at forene sig med, siger DR's korrespondent i Storbritannien, Tinne Hjersing Knudsen.

- Og så er der mange, der stadig ikke bryder sig om ham for den rolle, han havde under sit ægteskab med prinsesse Diana. Hun var på alle måder den almindelige brites prinsesse og ekstremt folkelig, hvilket satte ham i et dårligt lys, siger Tinne Hjersing Knudsen.

- Hvad er det, William og Kate gør, siden de er populære?

- Jamen, de bringer noget relevans ind i kongehuset ved de ting, de udtaler sig om. De har blandt andet engageret sig meget i kampen for mental sundhed og talt åbent om at have det psykisk dårligt. De formår kort sagt at tale om udfordringer, som 'rigtige mennesker' faktisk oplever i deres hverdag.

Da Harry mødte Meghan og sagde fra

I starten af marts var det Williams 36-årige lillebror, prins Harry, der stjal mediebilledet over hele verden, da han sammen med sin hustru, hertuginde Meghan, medvirkede i et interview, hvor parret blandt andet beskrev det britiske kongehus som racistisk.

Allerede før de ventede deres første barn, havde medlemmer af kongehuset delt deres bekymringer om, hvor mørk hudfarven på parrets eventuelle børn mon ville blive, fortæller de.

Hverken prins Harry eller hertuginde Meghan ønskede i interviewet at afsløre, hvem fra kongehuset, der luftede de bekymringer eller tanker.

Siden er det begrænset, hvor meget kontakt Harry har haft til kongehuset, og derfor var billederne af de to brødre sammen ved ceremonien i dag også noget, der blev bemærket.

De gik nemlig og småsnakkede på vejen væk fra kapellet, som det ses i videoen her:

- Spørgsmålet er jo, hvordan stemningen er i familien nu. Om de kan enes og forsones her oven på begravelsen. Harry og Meghan-interviewet med Oprah Winfrey har virkelig sat gang i en debat om, hvad kongehuset står for og dets eventuelle mangel på fornyelse, siger Tinne Hjersing Knudsen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk