Nu holder Helle Thorning-Schmidt Trumps Facebook-skæbne i sin hule hånd

Facebook har sendt Donald Trumps suspendering videre til et tilsynsråd med Helle Thorning i spidsen.

Facebook og Instagram har fjernet ekspræsidenten fra deres platform. Nu skal Facebooks tilsynsråd med Helle Thorning-schmidt vurdere, om han kan komme tilbage igen. (Foto: Grafik: Sofie Jackson Bangsgaard)

De sociale medier slog under uroligheder i Kongressen den 6. januar hånden af Donald Trump, da både Youtube, Twitter, Facebook og Instagram besluttede at suspendere den daværende præsident fra deres platforme.

Facebook, der også ejer Instagram, var nogle af de første, der valgte at sende eks-præsidenten på porten, da man mente, at han ville underminere en fredelig magtoverdragelse.

Men nu er beslutningen om at suspendere den tidligere præsident på ubestemt tid blevet sendt videre til det uafhængige tilsynsråd, som har til formål at vurdere Facebooks beslutninger om at fjerne indhold fra platformen.

Helle Thorning-Schmidt ønsker ikke at udtale sig om, hvad hun tror, at udfaldet bliver i forhold til suspenderingen af Donald Trump (Foto: Martin Sylvest) (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

I tilsynsrådet finder man blandt andre Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, der nu - sammen med resten af rådet - sidder med den tidligere præsidents Facebook- og Instagram-fremtid i hænderne.

- Vi er skabt med det formål at kunne vurdere de her sager, og vores beslutninger er bindende for Facebook. Vores vurdering vil derfor være afgørende for, om suspenderingen på ubestemt tid bliver omgjort, fortæller Helle Thorning-Schmidt til DR.

Den 7. januar besluttede Instagram og Facebook at fjerne Donald Trump fra deres platform. REUTERS/Carlos Barria (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Har indtil nu ikke truffet nogen afgørelser

Men hvad er det så, man kigger på, når man skal vurdere, om den mand, der indtil i forgårs sad i Det Hvide Hus, fortsat skal være udelukket fra platforme, som størstedelen af os bruger på daglig basis?

- Vi vil vurdere, om det indhold, der har forårsaget den konkrete suspendering, var i modstrid med Facebooks fællesskabsregler, og om hvorvidt indholdet respekterer menneskerettighederne, siger Helle Thorning-Schmidt, der er såkaldt medformand i rådet.

Der er tale om to opslag. En video, hvor Trump siger, at 'valget blev stjålet fra os' og et tekstopslag, hvor Trump sagde til sine støtter, at de skulle 'huske den 6. januar for evigt'.

Vurderingen må siges at være en ordentlig mundfuld for tilsynsrådet, der indtil videre ikke har truffet afgørelse i én eneste sag, men er i gang med at færdigbehandle seks sager.

- Vi har indtil nu kun vurderet, om opslag og indhold skulle fjernes. Aldrig hele profiler, som det er tilfældet her. Men vi er jo skabt til at tage de sværeste beslutninger om indhold, fortæller Helle Thorning-Schmidt.

Om den svære beslutning ender med at falde ud til Donald Trump eller Facebooks fordel, vil den tidligere statsminister dog ikke gisne om.

- Hele idéen skal jo være, at vi går neutralt ind i denne her sag. Derfor har jeg også med vilje holdt mig fra at udtale mig om denne her sag tidligere, da jeg vidste, at den kunne ende hos os.

Afgør tilsynsrådets fremtid

Og sagen er da også langt den største, der er endt på tilsynsrådets bord, siger Astrid Haug, der er ekspert i sociale medier.

- Denne her sag bliver definerende for tilsynsrådets fremtid og deres troværdighed, fortæller hun.

Astrid Haug efterlyser, at Facebooks tilsynsråd vil kigge mere på hele Trumps brug af sociale medier og mindre på de konkrete opslag, der førte til suspenderingen. (Foto: Fra Astrid Haugs hjemmeside.)

Det bliver også sagen, hvor det skal bevise, hvor uafhængigt og neutralt rådet egentlig er.

- Hvis man vælger at fjerne Trump, vil man åbne op for, at konservative i USA kan angribe det for at have en demokratisk bias, siger Astrid Haug.

Ikke en hastesag for Facebook

Når det tyve mand store tilsynsråd starter arbejdet, vil et panel på fem personer forbehandle sagen, inden den fremlægges for hele rådet.

- Derefter skal vi diskutere sagen med baggrund i de begrundelser, vi får fra Facebook, men også fra Trump selv og fra andre interesserede. Sidst har vi mulighed for at tage særlige eksperter med på råd, siger Helle Thorning-Schmidt.

Tilsynsrådet har officielt 90 dage til at behandle en sag. Ifølge Helle Thorning-Schmidt vil man dog forsøge at gøre det hurtigere.

- Facebook har ikke bedt os om at behandle denne her sag som en hastesag, men vi har allerede talt om, at vi gerne vil forsøge at behandle den hurtigere.

Og hvor meget hurtigere er det?

- Det ved vi ikke.

Skulle I nå til den samme konklusion som Facebook, kan I så fortsat fastholde, at I er helt uafhængige af dem?

- Der er ingen, der fortæller tilsynsrådet, hvad vi skal gøre. Vi har også en separat økonomisk platform for det, vi laver. Vi er helt uafhængige af Facebook, og det vil den her afgørelse ikke ændre på overhovedet.

'De bliver altså godt betalt af Facebook'

Helt så skråsikker kan man ikke sige, at ekspert i sociale medier, Astrid haug, er.

- De enkelte medlemmer er i udgangspunktet uafhængige, men vi skal bare lige huske, at de altså bliver betalt godt af Facebook. Så kan man altid diskutere, hvor uafhængige de er.

Og der er for Astrid Haug ingen tvivl om, at tilsynsrådets beslutning kommer til at have stor betydning for Donald Trump.

- Jeg synes, at vi kan se, at der har været markant mere stille omkring ham, efter han blev udelukket fra sociale medier. Vi kan jo lige præcis se, at han ikke formåede at stjæle opmærksomheden omkring Joe Bidens indsættelse, som han måske ellers ville have forsøgt.

Facebooks svar

Hos Facebook anerkender man, at den fond, der betaler tilsynsrådet, naturligvis er startet for tech-gigantens penge. Men en direkte aflønning fra Facebook mener man ikke, man kan tale om.

- Tilsynsrådets medlemmer modtager intet honorar fra Facebook. Finansieringen af rådet kommer fra en uafhængig fond hvortil Facebook har foretaget en uigenkaldelig overførsel af knap 800 millioner kroner, og fonden driver Tilsynsrådet uden nogen muligheder for indblanding fra Facebook, siger Peter Münster, der er kommunikationschef for Facebook i Norden.

Opdateret med svar fra Facebook.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter