Nu må ti kvinder i Saudi-Arabien køre bil

Den 24. juni kan kvinder i Saudi-Arabien igen sætte sig bag rattet.

For første gang i årtier har de saudiarabiske myndigheder udstedt kørekort til kvinder. Det sker, blot få uger før at det årelange forbud mod kvindelige bilister efter planen bliver ophævet.

Kørekortene blev udstedt i går, og der var i første omgang tale om ti kvinder, som i forvejen havde taget kørekort i andre lande, heriblandt USA, Storbritannien og Libanon.

De havde forinden bestået en teoriprøve og taget en synstest, og de er nu klar til at sætte sig bag rattet, når forbuddet bliver ophævet den 24. juni.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse, at jeg nu kan få lov til at køre i kongedømmet, udtalte en af kvinderne, Rema Jawdat, ifølge det saudiarabiske informationsministerium.

- For mig betyder det, at jeg kan få lov til at køre bil, at jeg har et valg. Et valg til selv at bevæge mig rundt, understregede hun.

Myndighederne forventer ifølge BBC, at 2.000 kvinder vil følge trop i næste uge og ansøge om at få kørekort.

Her prøver en saudiarabisk kvinde en bil-simulator i hovedstaden, Riyadh. (Foto: FAISAL AL NASSER © Scanpix)

Skader på æggestokkene

Saudi-Arabien er det eneste land i verden, hvor kvinder ikke må køre bil.

Det mellemøstlige land, der er et muslimsk monarki, bliver regeret efter sharia-lovgivningen, og lovgivere har i årevis givet forskellige forklaringer på, hvorfor det har været ulovligt for kvinder at køre bil.

Et af argumenterne har været, at rystelserne fra bilerne kan give kvinderne skader på æggestokkene.

Men i september sidste år meddelte landets kong Salman, at forbuddet skulle droppes.

Det sker som en del af kronprinsens, Mohammed bin Salmans, ønske om at modernisere og åbne det konservative kongedømme.

Samtidig har der længe været protester mod forbuddet, både i Saudi-Arabien og fra udlandets side, og flere kvinder er i årenes løb blevet anholdt for at trodse det og sætte sig bag rettet.

Fortsat hård aktivist-kurs

Selvom forbuddet nu bliver ophævet, skal kvinderne dog fortsat have lov af en mandlig værge, før de kan få lov til at få et kørekort.

Og der bliver fortsat slået hårdt ned på aktivister i landet. Så sent som i sidste måned blev en række mænd og kvinder anholdt, beskyldt for at være forrædere og for at samarbejde med udenlandske magter.

En af dem skulle ifølge BBC angiveligt være Loujain al-Hathloul, der er blevet kendt for sin kamp for kvinders ret til at køre bil.

Søndag meddelte den saudiarabiske anklagemyndighed, at 17 personer er blevet varetægtsfængslet, mens otte personer er blevet midlertidigt løsladt.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har betegnet anholdelserne som en ”en skamløs taktisk manøvre for at skræmme”.

En kvinde i byen Jeddah er her ved at lære at køre bil. (Foto: Faisal Nasser © Scanpix)
Facebook
Twitter