Nu mødes Israel og palæstinenserne

Israel har taget initiativ til mødet, som den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har sagt ja til.

Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har sagt ja til at møde den israelske vice-premierminister Shaukl Mofaz. (Foto: Mohamad Torokman © Scanpix)

For første gang i to år skal repræsentanter fra den israelske og den palæstinensiske regering mødes.

Det drejer sig om palæstinensernes præsident Mahmoud Abbas og den israelske vice-premierminister Shaukl Mofaz, som skal mødes på søndag.

Det er israelerne, der har sendt en forespørgsel om et møde til palæstinenserne, og de har takket ja efter to års dødvande i fredsforhandlingerne mellem de to parter.

Shaukl Mofaz, der er formand for Kadima-partiet, stillede som betingelse for at gå ind i regeringen, at forhandlinger med palæstinenserne blev genoptaget. Derfor kommer de så småt i gang nu, fortæller Kristeligt Dagblads korrespondent i Mellemøsten, Allan Sørensen.

Pessimisme på begge sider

Han ser ikke store muligheder for at et gennembrud i forhandlingerne, blandt andet fordi Mahmoud Abbas har erklæret fredsprocessen for klinisk død. På den israelske side er der også stor pessimisme.

Allan Sørensen tror, at søndagens møde mere kommer til at dreje sig om, hvad man kan blive enige at forhandle. Parterne tager ikke hul på de store spørgsmål.

Begge sider har meget på spil. Palæstinenserne føler, at de er blevet glemt i det arabiske forår, som de har stået i i skyggen af.

For israelerne gælder det om at forhindre at palæstinenserne går videre til FN med deres krav om at blive anerkendt som en selvstændig stat, siger Allan Sørensen til DR Nyheder.

FacebookTwitter