Nu retter Nato blikket mod rummet: Vil sikre sig mod nye trusler

Nato har ingen planer om at sende våben ud i rummet, understreger generalsekretæren.

Trusselsbilledet har ændret sig i de seneste år, mener Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg. (Foto: OLIVIER HOSLET © Scanpix)

Det er ikke længere kun til lands, til vands, i luften og i cyberspace, at verdens lande kan komme op at toppes.

Ifølge Nato er rummet nemlig ved at udvikle sig til en ny kampplads, hvor der er vigtige interesser på spil. Derfor vil verdens største forsvarsalliance, som Danmark er en del af, nu indtænke det i sit daglige arbejde.

- Rummet er en væsentlig forudsætning for stort set alt, hvad vi gør. Derfor er det vigtigt at sikre os, at vi har de rigtige kompetencer, og at vores missioner og militæroperationer får den støtte, de har brug for, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Beslutningen skal efter planen godkendes i morgen af alliancens udenrigsministre.

- Det viser, at Nato både reagerer og tilpasser sig de sikkerhedsmæssige udfordringer, der bliver ved med at udvikle sig, tilføjer Jens Stoltenberg.

Gammel gentleman-aftale er borte

Rummet skal fremover være det, som Nato betegner som "operationelt domæne". Det betyder til at begynde med, at rummet skal inddrages på lige fod med traditionelle kamppladser, når alliancen eksempelvis skal planlægge sine aktiviteter.

Årsagen er, at flere og flere lande er begyndt at interessere sig for rummet, som i dag er forholdsvis ureguleret. Men alt fra bankhandel og aktiesalg til gps-systemer i mobiltelefonerne er afhængige af, at der ikke sker forstyrrelser på den anden side af jordens atmosfære. Og halvdelen af de omkring 2.000 satellitter, som flyver rundt i rummet, tilhører ifølge Jens Stoltenberg lande i Nato-alliancen.

Derudover er der ved at ske en militarisering af rummet, forklarer Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet. Det har fået især USA, der også er medlem af Nato, til at tage affære.

- Den gentlemanaftale, der tidligere har været mellem USA og Rusland om ikke at militarisere rummet, findes ikke længere. Amerikanernes forhold til russerne er blevet markant dårligere. Derudover er kineserne og inderne også blevet spillere i rummet, og dem stoler amerikanerne ikke på, siger Peter Viggo Jakobsen og fortsætter:

- Kineserne har vist, at de kan skyde satellitter ned. Og da amerikanernes bomber i dag er gps-styrede, føler de, at der er et behov for at forsvare deres installationer i rummet, siger han.

USA har presset på for, at Nato skal have fokus på rummet. (Foto: JOE SKIPPER © Scanpix)

Ingen våben i rummet

Jens Stoltenberg understreger, at Nato vil følge de internationale regler, når det kommer til rummet.

- Nato har ingen intentioner om at sende våben ud i rummet, understreger generalsekretæren.

Han vil dog ikke udelukke, at et angreb på eksempelvis en satellit i rummet kan udløse Natos artikel fem. Det er den såkaldte musketer-ed om, at angreb på en Nato-allieret er et angreb på dem alle.

- Det er altid sådan, at vi fra sag til sag vurderer, om vi skal aktivere artikel fem. Og vi vil ikke give potentielle fjender den fordel, at vi specificerer, hvad der helt præcist er tærsklen for at aktivere artikel fem, siger Jens Stoltenberg.

Peter Viggo Jakobsen er i tvivl om, hvor meget den nye kurs reelt kommer til at betyde for forsvarsalliancens daglige arbejde.

- Blandt Nato-medlemmerne er det reelt kun amerikanerne, der agerer i rummet, og derfor kommer det ikke til at få den store betydning for hverken det danske forsvar eller de andre medlemmer. Men det er et logisk skridt i den generelle militære udvikling, at det nu sker, siger han.