Nu skal Google, Facebook og Amazon tøjles: 'Vi skal være lige så sikre online som offline'

Står det til Europa-Kommissionen, skal techgiganter straffes med milliardbøder, hvis ikke de overholder reglerne.

Margrethe Vestager har som ledende næstformand i Europa-Kommissionen det overordnede ansvar for EU's digitale omstilling. Hun mener, der i den grad er brug for de nye regler. (Foto: pool © Scanpix)

Det er hverken fair over for kunder eller virksomheder, hvis de store online markedspladser bruger deres magt til at booste egne produkter fremfor de andre brands, der er til salg hos dem.

Det er det heller ikke, hvis en it-gigant kræver, at folk skal have installeret nogle særlige apps eller software for at kunne bruge deres smartphones eller tablets.

Det mener Europa-Kommissionen, som nu lægger op til at stramme reglerne for verdensomspændende teknologiselskaber som eksempelvis Amazon, Google, Apple og Facebook, der alle har mange millioner af brugere i Danmark og de andre EU-lande.

Flere af dem er ifølge kritikere blevet så store og indflydelsesrige, at de mere eller mindre kan gøre, hvad de vil, uden at skulle bekymre sig synderligt om konsekvenserne.

- Formålet er, at vi som brugere, kunder og virksomheder har adgang til en bred vifte af sikre produkter og services både online og i den fysiske verden. Derudover skal alle virksomheder i Europa kunne konkurrere lige så frit og fair online, som de gør offline, siger konkurrencekommissær Margrethe Vestager (R), der præsenterede det nye digitale lovudspil tidligere i dag i Bruxelles.

Truer med kæmpebøder

Står det til EU-Kommissionen skal de store teknologiselskaber kunne straffes med kæmpebøder, hvis ikke de overholder reglerne, som dog først skal forhandles på plads.

- Nu hvor vi oplever så stor en stigning i online-trafikken, bliver vi nødt til at lave regler, som kan bringe orden i kaos, tilføjer den danske kommissær, der som ledende næstformand også har det overordnede ansvar for den digitale omstilling af EU-landene.

EU’s nuværende regler for onlinehandel er 20 år gamle – altså fra dengang, hvor Amazon stadigvæk var en relativt beskeden netshop, hvor Mark Zuckerberg end ikke var gået i gang med at udvikle Facebook, og hvor man måtte hoppe af internettet, når ens mor skulle bruge telefonen – og politikerne har stort set ikke justeret dem siden da.

Men ifølge EU-Kommissionen er der brug for skrappere regler, når det kommer til de store og veletablerede markedspladser på nettet, der fungerer som "gatekeepers" – eller "dørmænd" på dansk – for de virksomheder, som gerne vil have adgang til de millioner af onlinekunder.

Nogle af dem er i dag blevet så store, at de kan fastsætte deres helt egne regler, som ikke altid er helt fair, mener kommissionen. Det kan eksempelvis være, at de bruger al den viden, de får om kunderne og deres købemønstre, til at udvikle egne produkter, hvilket så kan udkonkurrere især de mindre virksomheder.

- Det kan give dem en unfair fordel. Og der er ofte et uligevægtigt forhold, siger Margrethe Vestager og understreger, at det ikke er noget nyt.

Det er især de store techgiganter, som er i søgelyste med Europa-Kommissionens nye udspil. (Foto: LIONEL BONAVENTURE © Scanpix)

Store interesser på spil

Kommissionen har eksempelvis anklaget Amazon, der er førende på markedet for e-handel i Frankrig og Tyskland, for at have misbrugt konkurrencefølesomme data fra de virksomheder, der sælger deres varer på platformen, til sin egen fordel. Noget, den amerikanske virksomhed selv har afvist.

Men står det til EU-Kommissionen skal disse "gatekeepers" ikke længere have lov til at gøre det. Og hvis de ikke følger reglerne, der blandt andet også omfatter, at man ikke må særbehandle egne services på bekostning af konkurrenternes, kan de ende med at få en bøde på op til ti procent af deres globale omsætning - eller i sidste ende blive tvunget til at splitte forretningen op.

Udover spørgsmålet om "gatekeepers" mangler der ifølge Europa-Kommissionen også klare regler, når det handler om at fjerne ulovligt indhold - eksempelvis hadtale, terrorpropaganda eller ulovlige og forfalskede produkter såsom medicin - fra de forskellige platforme.

- Det, der er ulovligt offline, er selvfølgelig også ulovligt online, siger Margrethe Vestager og understreger, at det ikke må ske på bekostning af ytringsfriheden og føre til censur.

- Vi skal sikre, at vores online-verden er et sikkert, pålideligt og trygt sted for brugerne, siger den danske kommissær.

Google er bekymret

De nye udspil skal nu granskes af både Europa-Parlamentet og de 27 medlemslande, der skal se, om de kan lande et kompromis. Det bliver dog ingen nem opgave, for der er store interesser på spil.

EU er nemlig blevet den globale leder, når det kommer til reguleringer af techvirksomheder, og derfor er frygten blandt dem, at nye regler vil kunne sprede sig til resten af verden. Og ifølge New York Times brugte Google, Facebook, Amazon, Apple og Microsoft samlet set 141 millioner kroner på deres lobbyaktiviteter i Bruxelles i første halvdel af 2020.

Google har ifølge avisen brugt meget energi på at underminere udarbejdelsen af lovforslagene, da de kan få store konsekvenser for deres digitale annoncemarked. Og derfor vækker dagens udspil heller ikke den store glæde hos den amerikanske techgigant.

- Vi er bekymrede, da det ser ud som om, at reglerne er særligt målrettet en håndfuld virksomheder, og at det nu vil blive sværere at udvikle produkter, som kan hjælpe små virksomheder i Europa, lød det her til eftermiddag fra Karan Bhatia, der er vicepræsident med ansvaret for blandt andet politiske spørgsmål.

Det gør det til gengæld hos Forbrugerrådet Tænk, hvor man er tilfreds med, at EU-Kommissionen nu vil have de digitale tjenester til at tage et langt større ansvar, end de gør i dag.

- Det er virkelig godt for forbrugerne, for platformene er blevet så store, at de kan lukke andre virksomheder ude og hæmme konkurrencen, lyder det fra cheføkonom Morten Bruun Pedersen.

Det gør det også hos Dansk Industri (DI), som har mange medlemmer, der i dag er afhængige af tjenesterne.

- Online-handel i dag foregår jo globalt, og derfor er vi nødt til at have nogle rammer på EU-niveau, så der er ens regler på tværs af landene, siger Sidsel Dyrholm Holst, der er branchedirektør for handel.

Det har i flere år været debat om, hvorvidt man skal gøre mere for at regulere eksempelvis Facebook med Mark Zuckerberg i spidsen. (Foto: Kenzo Tribouillard © Scanpix)

Gode takter i udspillet

Den socialdemokratiske parlamentariker Christel Schaldemose, der er medlem af Europa-Parlamentets udvalg for det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, mener også umiddelbart, at der ”er rigtig mange gode ting” i udspillet, som kan være med til at tage hånd om de problemer, der er med onlinehandel i dag.

- Et produkt, som ikke lever op til sikkerhedsreglerne, kan flyde rundt på nettet fra forskellige sælgere i årevis. Den var altså aldrig gået i en dansk butik - hverken en fysisk eller en online-butik, siger Christel Schaldemose og tilføjer:

- Lige nu er der et hul i produktsikkerhedslovgivningen, der betyder, at de platforme, som Amazon, Wish og Aliexpress ikke bliver holdt ansvarlige, hvis de sælger ulovlige produkter på deres hjemmesider. Det holder naturligvis ikke, og derfor skal vi simpelthen have syet nettet til.

Ifølge Christel Schaldemose, der sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, er dagens udspil et godt udgangspunkt for de kommende forhandlinger. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Det er Venstres parlamentariker Morten Løkkegaard, der også er medlem af Indre Marked-udvalget, enig i.

- Vi er nødt til at kræve, at digitale platforme står til ansvar for de produkter, de sælger i EU. Europæiske virksomheder lever op til EU-regler, og dét skal online markedspladser også. Der skal være lige konkurrencevilkår. Det handler om at styrke forbrugerbeskyttelse og europæisk erhvervsliv, siger Morten Løkkegaard, som mener, at det er på høje tid, at udspillet kommer.

- Derfor er det positivt, at Kommissionens nye udspil blandt andet lægger op til at skabe mere åbenhed om personmålrettede digitale reklamer, at fjerne ulovligt indhold på sociale medier og tage et opgør med it-giganters markedsdominans, siger han.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter