Nu stiger smitten også i Kina, men 'de vil vise, at de kan kontrollere pandemien'

I million-byen Xi'an må befolkningen ikke forlade deres hjem, medmindre det er for at få en coronatest.

I millionbyen Xi'an, må befolkningen ikke længere tage ud for at købe mad eller medicin. (Foto: CHINA DAILY © Ritzau Scanpix)

Kina er kommet ud af 2021 med et kedeligt højdepunkt i coronapandemien. I løbet af den sidste uge af 2021 blev der officielt registreret 1,151 nye smittede.

Og selvom det ikke lyder af meget, når man tænker på, at der herhjemme lige nu er omkring 20.000 om dagen, så er det faktisk det højeste antal over en syv-dage periode siden pandemiens første bølge. I hvert fald i officielle tal.

Stigningen i smitte fik sidste uge myndighederne til at lukke byen Xi'an med 13 millioner indbyggere helt ned. Her må indbyggerne nu ikke forlade sit hjem, med mindre det er for at få en coronatest.

Under coronapandemien har Kina haft en såkaldt nul smitte-stratgi, hvor man har slået hårdt ned på lokale coronaudbrud.

Men nu kan det komme til at kræve mere end tidligere at holde corona nede i Kina. For den nye variant, Omikron, er mere smitsom og den kan også bæres videre af folk, der er vaccineret med én af Kinas to mest brugte vacciner.

Det fortæller, Flemming Konradsen, der er professor i global miljøsundhed på Københavns Universitet.

- Når du har en væsentligt mere smitsom variant og en vaccine, der ikke rigtig virker mod smitte, skal du stramme endnu mere for at bremse corona. Det har Kina været villig til blandt andet gennem massetest, kontaktopsporing og mindre bevægelsesfrihed.

  • I byen Xi'an vil myndighederne masseteste befolkningen, på grund af et nyt corona-udbrud. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)
  • Indbyggere i byen Xi'an må kun forlade deres hjem, hvis de skal have en coronatest. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)
  • Den hårde lockdown, har blandt andet betydet at folk efterspørger mad og medicin på sociale medier. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)
  • EPA/STRINGER CHINA OUT (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)
1 / 4

Men selvom strategien kommer med en pris - både økonomisk, politisk og for befolkningen, har Kina indtil videre været villig til at betale, fotæller Flemmng Konradsen.

- Kina vil vise, at de kan kontrollere pandemien. Der er prestige i, at befolkningen retter ind, og at man har teknologier og muligheder for at opspore, teste og kontrollere smitte.

Om en måned skal den kinesiske hovedstad, Beijing, afholde vinter-OL, og derfor kommer Kina nok ikke til at løsne op for deres hårde strategi lige nu, vurderer han.

- Andre lande, der har haft nul-tolerance over for smitte, er begyndt at lukke op. Men i Kina ønsker man ikke at se smitten stige lige nu, hvor vinter-OL er på vej.

Madmangel i millionby

I Xi'an, hvor der bor 13 millioner mennesker, er byen er blevet lukket helt ned, og man er begyndt at teste hele befolkningen. Her må indbyggerne slet ikke gå uden for en dør, medmindre det er for at få en coronatest.

Det har fået flere af byens borgere til at efterspørge mad, medicin og andre livsnødvendigheder på sociale medier:

- Jeg har hørt, at andre distrikter langsomt får forsyninger, men jeg har ikke fået noget. I mit område er det forbudt at gå ud. Jeg bestilte nogle dagligvarer for fire dage siden, men der er ingen tegn på, at jeg overhovedet modtager dem. Jeg har ikke været i stand til at få grøntsager i flere dage, skriver en bruger på mediet Weibo.

Ifølge det statsejede medie Global Times vil der blive leveret mad til folks hoveddør, men der mangler frivllige til at gå fra dør til dør. Samtidig sidder mange chaufører i karantæne og derfor har maden svært ved at blive kørt ud.

I den kinesiske hovedstad, Beijing, var der stadig mulighed for at fejre nytåret i store forsamlinger udenfor. (Foto: Wu Hong © Ritzau Scanpix)

Skamme-parade

Det er ikke kun i Xi'an, der bliver taget hårde metoder i brug mod coronavirusset. Den 28. december førte politiet fire mænd gennem gaderne i en offentlig udskamning i byen Jingxi i den sydlige Guangxi. Det skriver BBC.

De fire mænd var anklaget for at smugle mennesker over grænsen til Kina, der har haft strenge indrejseregler siden pandemien begyndte.

Iført hvide beskyttelsesdragter blev de ført gennem byens gader af politet til offentlig skue. På deres maver, afslørede store billeder mændenes identitet.

På det sociale medie Weibo har begivenheden fået blandede reaktioner. Byens politi har forsvaret udskamningen og hævdet, at det var en 'diciplinær advarsel på stedet', skriver BBC.

FacebookTwitter