Nu synger de iranske spillere igen: 'De er fanget i et højspændt politisk spil'

Det iranske landshold risikerer både fængselsstraf og karantæne ved ikke at synge med på nationalsangen, lyder det fra DR’s korrespondent.

Alle øjne var rettet mod de iranske spillere kort før klokken 11 dansk tid på Ahmed bin Ali Stadium. I modsætning til mandag valgte spillerne at synge lavmælt med, da nationalsangen kom på. Efter et dramatisk opgør vandt Iran med 2-0 over Wales. (Foto: © Carl Recine)

Tårerne trillede ned ad kinderne på flere af de iranske fans, mens andre var i ellevild jubel, da deres nationalmelodi bragede ud af stadionhøjtalerne inden dagens opgør mod Wales ved VM i Qatar.

Ved mandagens kamp mod England var spillerne ellers helt tavse under nationalmelodien.

Det blev af flere medier tolket som en protest mod situationen i Iran, hvor der i øjeblikket er stor folkelig opstand mod præstestyret.

Men i dag sang spillerne altså med igen, så spørgsmålet er nu, om deres protest stopper.

- Jeg ved ikke, om protesterne som sådan er slut, fordi en del af spillerne i dag sang lidt mere med på nationalmelodien. De er fanget i et højspændt politisk spil ved at deltage som den islamiske republik ved VM-slutrunden i Qatar, fortæller DR's Mellemøsten-korrespondent Puk Damsgård.

I videoen herunder kan du se de iranske spillere synge med på nationalsangen.

Selvom iranerne markerede sig ved ikke at synge med ved forrige kamp, så er det ifølge Puk Damsgård svært at sige, om det er med til at rykke noget i Iran.

- Det rykker formentlig ikke noget i sig selv, men det er et markant og tydeligt tegn, at de iranske spillere forleden valgte ikke at synge med på nationalsangen. Man skal huske på, at de er under et enormt pres fra styret. De risikerer både fængselsstraf og karantæne ved ikke at synge med på nationalmelodien.

Iranske fodboldspillere anholdt

De iranske myndigheder har - ifølge nyhedsbureauet Reuters - arresteret flere fodboldspillere for at udtrykke deres støtte til protesterne mod det hjemlige præstestyre.

Så sent som i går blev den 35-årige iranske fodboldspiller Voria Ghafouri, som tidligere har spillet på landsholdet, arresteret af sikkerhedsstyrker i Iran efter en træning i sin klub, Foolad Khuzestan.

Fodboldspilleren Voria Ghafouri i aktion sidste år for den iranske klub Esteghlal FC. Torsdag blev han anholdt efter træning for at "fornærme landsholdet". (Foto: © -, AFP or licensors)

Han beskyldes for at have spredt propaganda rettet mod præstestyret i Iran og for at forsøge at underminere det iranske landshold.

Ghafouri har på de sociale medier tidligere opfordret regeringen til at stoppe drabene på landets kurdiske mindretal, og han er tidligere blevet tilbageholdt, fordi han havde kritiseret tidligere udenrigsminister Javad Zarif.

Anholdelsen af Ghafouri tolkes af den britiske avis The Guardian som en advarsel til det iranske landshold om ikke at gentage deres protest, fordi konservative politikere i hjemlandet har truet med at straffe spillerne, hvis de fortsætter med ikke at synge med på nationalsangen.

Store følelser på spil

tribunerne sad flere iranere med protest-slogans på trøjen til dagens kamp. Og efter kampen gik iranske fans i spontan protest væk fra stadion, mens de råbte "Kvinder, Liv, Frihed".

  • En iransk fodboldfan havde sminket sig med blodige tårer og medbragt en landsholdstrøje med navnet Mahsa Amini, kvinden der mistede livet i det iranske moralpolitis varetægt og udløste demonstrationer i hele landet. (Foto: © Dylan Martinez)
  • Flere fans havde taget protestsymboler med, men ifølge nyhedsbureauet Reuters havde nogle fans fået dem frataget. (Foto: © Giuseppe Cacace, AFP or licensors)
  • Iranske fans reagerer med at vende tommelfingeren nedad under nationalsangen. (Foto: © ADRIAN DENNIS, AFP or licensors)
  • En iransk fan med protestbevægelsens slogan "Kvinder, liv, frihed". (Foto: © Fadel Senna, AFP or licensors)
  • En iransk fan i en t-shirt med skriften "befri Iran". (Foto: © ABEDIN TAHERKENAREH)
  • En kvinde havde taget klistermærker på armen med protestbevægelsens slogan "Kvinder, liv, frihed". (Foto: © HANNAH MCKAY)
1 / 6

Flere fans havde taget protestsymboler med, men ifølge Reuters fik nogle af dem frataget deres symboler.

Ifølge mediet Euronews blev en kvindelig fodboldfan forment adgang til Irans kamp mod Wales, fordi hun bar en t-shirt, der viste den 22-årige Jina Mahsa Aminis navn. Jina Mahsa Amini er kvinden, der døde i moralpolitiets varetægt i Iran, som udløste protesterne.

- De tvang hende til at tage en anden t-shirt på, lød det fra Kevin Amirehsani, som er bror til kvinden. Han filmede episoden, som du kan se herunder.

For flere af de iranske fans, som DR Nyheder fangede foran stadion inden kampen, er det vigtigt at kunne udtrykke sig.

- Vi har ikke en god situation i Iran lige nu. Jeg tror, landsholdet kan hjælpe kvinder i Iran. De støtter demonstranterne ved ikke at synge med på nationalmelodien, lyder det fra Fatima.

- Det er enhver persons egen mening, og man kan ikke kritisere nogen for at synge med eller ej. Det er personligt, mener Risa.

Vigtigere ting end fodbold

Mens det iranske landshold spiller VM, fortsætter protesterne i hjemlandet, og stadig flere demonstranter bliver slået ihjel og fængslet.

- Iranerne tænker ikke på fodbold lige nu. Det hele handler om politik. Iranerne elsker fodbold, men lige nu er der meget vigtigere ting end fodbold, fortæller Farzel Far.

Farzel Far er ked af den nuværende situation i Iran, hvor ”alt for mange mennesker dør, og folk er splittede”.

- Det er skidt, men vi er her for at vise det iranske folks styrke og for at vise, at vi kan klare det.

Du kan se interviewet med Farzel Far i videoen herunder:

En splittet befolkning

Det iranske landsholds protest mod præstestyret ved mandagens VM-kamp signalerer ifølge Farzel Far, at spillerne bakker op om, at iranerne ønsker at være frie.

- Enhver har ret til at bestemme, hvad de vil, og hvordan de vil være.

Farzel Far ved, at han risikerer at blive anholdt, når han vender hjem til Iran, men han er ligeglad.

- Jeg vil sige min mening, fordi det her er min chance for at tale mit folks sag.

Det er dog ikke alle iranere, der ligesom Farzel Far tager til VM for at støtte deres landshold. For selvom iranerne elsker fodbold, er de i øjeblikket splittede.

- Det iranske landshold er i øjeblikket forhadt af mange i hjemlandet, fordi de repræsenterer det styre, som så brutalt undertrykker befolkningen og dræber demonstranter. Men samtidig vælger nogle iranere at se det, som at de spiller for nationen og folket.

- I dag oplevede jeg en smertelig blanding af glædesrus over sejren og en sorg over de døde i Iran, fortæller Puk Damsgård.