Nul covid i Kina betyder total nedlukning af Shanghai: Kinas rigeste by går i stå og lukker ned, mens utilfredsheden ulmer

Fredag morgen sidder størstedelen af Shanghai lukket inde, og erhvervslivet er så godt som stoppet. To år efter pandemien brød ud i Kina, oplever Shanghai nu sin første rigtige covid-nedlukning

Sundheds- og sikkerhedsvagter bevogter indgangen til en boligblok, der er nedlukket i Shanghai. (Foto: ALEX PLAVEVSKI)

“Hvis du ikke kender nogen, der sidder lukket inde, har du ikke nok venner,” er joken gået blandt Shanghais omkring 26 millioner indbyggere den seneste måned.

En efter en er boligblokke blevet forseglet; beboerne blevet sat i karantæne, mens en person i hvid beskyttelsesdragt har sat sig ved deres dør. Folk, der hidtil er gået fri af nedlukningerne, og har kunnet bevæge sig normalt rundt i byen, har set, hvordan facaderne er blevet lukket butik for butik, når enten ejeren, medarbejderne eller leverandøren selv er vågnet til en forseglet dør.

Bystyret i Shanghai har forsøgt at undgå en hård nedlukning, som det tidligere er blevet gjort i Wuhan, Tianjin og Xian, men den mere dynamiske tilgang er løbet panden mod muren i Beijing, hvor centralregeringen har forpligtet sig til en nul-covids politik, der skal holde covid totalt ude af Kina. Med 96 nye positive tilfælde registret mandag blev den dynamiske tilgang forladt i Shanghai til fordel for en hård nedlukning af byen, opdelt i to faser med først den østlige og derefter den vestlige side af byen.

Der er sat barrikader op, for at adskille nedlukkede boligblokke fra resten af byen i Shanghai. (Foto: Hector retamal © AFP or licensors)

Den lokale økonomi vakler, mens priserne stiger

- Det er ikke kønt, siger Qi, en lokal beboer i centrum af Shanghai, mens han kigger over på kaosset i den lokale grønthandler:

- Jeg er gammel og har ikke brug for så meget mad, men det er ikke kønt.

Der er få grøntsager tilbage på hylderne, og køen strækker sig ned af fortovet. Beboerne vil sikre sig proviant nok til en nedlukning, som ingen tror på kun vil vare de annoncerede fem dage.

Da der i sidste uge gik rygter om den totale nedlukning, dementerede myndighederne på det kraftigste, og kort efter sigtede man to personer for at starte og sprede rygterne, hvilket er en overtrædelse af kinesisk lov. Da den hårde nedlukning blev en realitet kort efter, forklarede myndighederne, at det ikke var en total nedlukning, fordi man lukkede byen i to faser; først øst, derefter vest, som belejligt er delt af Huangpu floden, der strømmer igennem Shanghai.

Kunderne møder halvtomme hylder i Shanghai. (Foto: ALEX PLAVEVSKI)

Huangpu flodens broer og tunneler forbliver lukket frem til den 5. april. Den delvise nedlukning er et forsøg på at holde økonomien kørende og beskytte et hospitalsvæsen, der ikke vil kunne håndtere en ukontrolleret virus.

Men den vestlige side er reelt gået i stå, mens den østlige del har været lukket ned. Restauranter har, modsat situationen i Danmark, fået forbud mod at servere udendørs, mens andre spisesteder er blevet vilkårligt lukket af myndighederne.

En økonomisk analyse, publiceret i midten af marts, estimerer, at en nedlukning af den kaliber halverer en kinesisk bys økonomiske output, og hvis der er tale om en måneds nedlukning af en by i Shanghais position, skærer det 3.1 procent af Kinas BNP månedligt. I et scenarie, hvor hele landet lukker ned som Shanghai, vil effekten være et 53 procent fald i realindkomsten. Men de økonomiske konsekvenser kan allerede føles blandt indbyggere, der provianterer til nedlukningen.

Klassesamfundet i karantæne

På sidste dagen inden vest-sidens nedlukning koster 1.5 kg svinekød 150 kroner, det dobbelte af normalen. Køen består primært af ældre mennesker, og flere bliver nødt til at lægge varer tilbage, når de hører prisen. 55 kroner for seks appelsiner. Kartofler til dobbeltpris. Hos frugthandleren er alt væk, undtagen æbler til 35 kroner kiloet. Især når der er mangel og kaos, er man beskyttet bedre med en højere indkomst i Shanghai.

Klassesamfundet bliver blotlagt af sådan en nedlukning. Den mere komfortable middelklasse er vant til at bestille råvarer og takeaway på mobilen, men når budene sidder lukket inde, har også middelklassen måttet hente selv. Hos Shanghais ækvivalent til Irma kan man stadig købe tagliatelle, hvidvin og importerede grøntsager.

Indbyggere i Shanghai står i kø og venter på at komme ind i et supermarked. (Foto: ALY SONG)

Billeder af en burgerordre fra Shake Shack til en påstået værdi af mere end 10.000 kroner leveret til en af Shanghais luksus-lejlighedskomplekser står i kontrast til videoer af slåskampene blandt desperate kunder hos grønthandlerne, der er overalt på de kinesiske sociale medier.

Der ligger de side om side med videoer af et centralt karantænecenter: 15.000 senge står klar til folk, der tester positive, mens et andet og tredje center er under opførsel. Videoerne bliver delt som skræk og advarsel for folk, der skulle teste positive. Officielt er politikken ændret, så man kan blive hjemme, hvis man har milde symptomer, men i så fald vil ansvaret for at forhindre yderligere smitte falde på de lokale pandemibekæmpere, så de sender hellere positive tilfælde til centralkarantæne, hvilket til gengæld afholder folk fra at blive testet.

Et ønskescenarie for beboerne i Shanghai er en nedlukning, som den der netop er overstået i Shenzhen, hvor man lykkedes med at holde smitten ned med en kort, hård, men relativ dynamisk nedlukning. Et skrækscenarie kan ses i Hong Kong, hvor man har holdt igen med at lukke hårdt ned, og hvor dødelighedsraten nu er højere end i Danmark.

Tirsdag bekræftede centralregeringen i Beijing sin tro på sin egen nul-covid politik ved at opfordre lokalregeringer til at “kontrollere virussen stramt”. For de nedlukkede beboere i Shanghai betyder det, at byen først reelt vil åbne op, når antallet er nye smittede stemmer overens med det politiske mål om at holde covid ude af Kina.