Ny britisk coronatest giver svar 90 minutter

Ny, hurtig coronatest tages i brug på hospitaler og plejehjem i næste uge.

Den britiske sundhedsminister Matt Hancock (til venstre) mener, at de nye hurtige coronatest vil 'redde liv'. Her donerer han covid-19-antistoffer tidligere på sommeren. (Foto: ANDREW PARSONS/10 DOWNING ST © Scanpix)

På bare halvanden time kan en ny type test i Storbritannien give dig svar på, om du har coronavirus eller influenza.

I næste uge tages den i brug på offentlige hospitaler, plejehjem og laboratorier.

- Millioner af nye hurtige coronavirus-test vil give resultater på stedet på under 90 minutter, hvilket vil hjælpe os med at bryde smittekæder hurtigt, siger den britiske sundhedsminister Matt Hancock.

I øjeblikket får tre ud af fire briter svar på deres coronatest inden for 24 timer, mens en fjerdedel får svar inden for to dage.

'Enormt betydningsfulde' test

Næsten en halv million af de nye hurtige test vil være tilgængelige fra næste uge og flere millioner skal tages i brug senere på året.

De nye test kræver ikke en særlig uddannelse af sundhedspersonalet, der skal foretage dem, og de kan foregå i pop op-mobillaboratorier uden for kliniske miljøer.

- Det faktum, at disse test kan påvise influenza såvel som covid-19, vil være enormt fordelagtigt, efterhånden som det bliver vinter, siger sundhedsministeren.

BBC's sundhedskorrespondent, Lauren Moss, kalder de nye test for 'enormt betydningsfulde', selvom folkene bag endnu ikke har offentliggjort oplysninger om nøjagtigheden af testen.

Med over 300.000 smittetilfælde er Storbritannien det land i Europa med fleste smittede.

I Danmark får de fleste svar på coronatest inden for mellem 24 og 48 timer.

Facebook
Twitter