Ny britisk regering forbereder sig på forlade EU uden en aftale: 'Ikke nok at genopvarme retten'

Regeringen arbejder ud fra, at der ikke kommer en brexit-aftale.

Michael Gove har ansvar for at forberede briterne på et brexit uden aftale. (Foto: HENRY NICHOLLS © Scanpix)

Den britiske regering arbejder ud fra en antagelse om, at EU ikke vil genforhandle den skilsmisseaftale, der ligger på bordet i forhold til brexit.

Derfor forbereder briterne sig på at forlade det europæiske samarbejde 31. oktober uden en aftale - altså et såkaldt no-deal brexit. Det siger Michael Gove, der er minister med ansvar for at forberede et no deal-Brexit.

Han skriver dog i Sunday Times, at regeringen stadig forsøger at få forhandlet en aftale på plads.

- Vi håber stadig, at de (EU, red.) vil ændre mening, men vi arbejder ud fra den antagelse, at de ikke vil. Ingen aftale er nu en meget realistisk udsigt, og vi må være sikre på, at vi er klar, skriver Michael Gove.

Ikke nok at 'genopvarme retten'

Premierminister Boris Johnson har bedt Gove om at stå for møder syv dage om ugen, indtil brexit er leveret, skriver avisen.

Ifølge Gove er justeringer af tidligere premierminister Theresa Mays skilsmissesaftale - som blev godkendt af EU, men rungende afvist af parlamentet - ikke nok.

- Man kan ikke bare genopvarme den ret, der er sendt tilbage, og forvente, at det vil gøre den mere velsmagende, skriver han.

Boris Johnson, der indtog posten som premierminister i Storbritannien i onsdags, har lovet briterne, at brexit vil blive til virkelighed senest den 31. oktober. Om det så bliver med eller uden en aftale.

Boris Johnson blev formelt premierminister den. 24. juli. (Foto: Ben Stansall © Scanpix)

Johnson har sagt, at han vil forhandle sig frem til en ny skilsmisseaftale, men meldingen fra EU har hele tiden været, at aftalen ligger fast.

Et no-deal brexit ville betyde, at Storbritannien kapper alle bånd til EU på én gang.

De skal så følge Verdenshandelsorganisationens regler, hvis de skal handle med EU og andre lande, samtidig med at de forsøger at forhandle om frihandelsaftaler.

Med Storbritannien uden for EU kunne der komme fysiske kontrolposter for at tjekke mennesker og varer, der krydser ind og ud af Storbritannien.