Ny eksplosion på a-kraftværk

Der er sket endnu en eksplosion på et jordskælvsramt atomkraftværk i Japan.

En ny eksplosion har rystet et jordskælvsramt atomkraftværk i Japan.

Det drejer sig om reaktor 3 på atomkraftværket Fukushima-Daiichi.

Syv mennesker er meldt savnet og tre er sårede efter ulykken, lyder de seneste meldinger.

Reaktor næppe beskadiget

Det vides endnu ikke med sikkerhed, om eksplosionen har ført til radioaktive udslip. Det tyder dog ikke på, at reaktoren er blevet beskadiget, siger atomkraftværkets ejer, Tokyo Electric Power Company, ifølge nyhedsbureauet Jiji.

Eksplosionen kom i kølvandet på et kraftigt efterskælv, der ramte Japan mandag formiddag lokal tid og målte 6,2 på richter-skalaen.

Tv-billeder viser, at der begyndte at stige røg til vejrs fra kraftværket før eksplosionen, viser tv-billeder.

Brinteksplosion

Ifølge det japanske atomagentur blev eksplosionen forårsaget af brint.

- Vi tror, at det var en brinteksplosion, fortæller talsmand Ryo Miyake ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ingeniører har knoklet for at hindre en nedsmeltning på Fukushima-Daiichi-værket og pumpet havvand ind for at nedkøle de ophedede kerneanlæg.

Anden eksplosion

Lørdag eksploderede reaktorindeslutningen omkring værkets reaktor nummer 1, formentlig også ved en brinteksplosion.

Alle, som bor i en radius af 20 kilometer af atomkraftværket, er allerede blevet evakueret. Det drejer sig om 210.000 mennesker.

- Vi har kraftigt advaret alle personer, som stadig befinder sig i evakueringsområdet om at gå inden døre, siger Ryo Miyake.

746 japanere, herunder patienter og ældre mennesker, befinder sig stadig mandag i nærheden af atomkraftværket, forlyder det.