Ny FN-rapport: Hver tredje kvinde bliver udsat for fysisk og seksuel vold

Verdens kvinder har ikke udsigt til ligestilling foreløbig. Men det går fremad

Evelyn Hernandez Sanchez fra El Salvador er blandt de mange kvinder, der er blevet udsat for vold. Hver fjerde kvinde i El Salvador er blevet udsat for fysisk eller seksuel vold. På verdensplan er det hver tredje. (Foto: Ulises Rodriguez © (c) Scanpix)

FN´s nyeste status-rapport (The World´s Women 2015) fastslår, at verdens kvinder lever længere og sundere, og de får også bedre uddannelse end tidligere.

Men vold og diskrimination mod kvinder er stadig udbredt, og mange millioner kvinder er fanget i fattigdom.

FN-rapporten udkommer hvert femte år. Men den nye rapport er særlig interessant, fordi den kommer i forlængelse af de 17 meget ambitiøse globale udviklingsmål, som FN vedtog for nylig.

Mål nummer fem

Et af de mål - nummer fem - er at der i år 2030, altså om 15 år, skal være fuldstændig ligestilling mellem mænd og kvinder.

På plus-siden nævner rapporten, at kvinder i snit nu kan regne med at blive 72 år, mens mænd i gennemsnit kun bliver 68 år.

Desuden får kvinder færre børn end tidligere - kun 2,5 børn mod tre børn i første halvdel af 1990´erne. Men i Central- og Vestafrika får kvinder i gennemsnit 5,6 børn.

Minus-siden

På minus-siden konkluderer rapporten, at over en tredjedel af verdens kvinder er blevet udsat for både fysisk og seksuel vold.

Desuden nævner rapporten, at flere end 125 millioner piger og kvinder i Afrika og Mellemøsten bliver udsat for kvindelig omskæring.

Og næsten to tredjedele af de 781 millioner mennesker verden over, der ikke kan læse og skrive, er kvinder.

Fire procent

Færre end fire procent af verdens 500 førende virksomheder har en kvinde som administrerende direktør.

Og der er kun 19 kvinder i verden, som er regeringsledere eller statsoverhoveder. Men det er dog en fremgang i forhold til 1995, da tallet kun var 12.

Blot 22 procent af parlamentarikere og 18 procent af ministre verden over er kvinder.

Økonomisk afhængige

Og i mange lande er kvinder økonomisk helt afhængige af deres mænd. Det gælder også deres arveret.

Hvad angår drab - også såkaldte æresdrab - er to ud af tre ofre kvinder, fastslår FN-rapporten.

Der er i øvrigt 62 millioner flere kvinder end mænd i verden. Ganske vist bliver der født lidt flere drenge end piger. Men i aldergruppen over 50 år er kvinderne i overtal.

Facebook
Twitter