Ny Labour-formand i sin første offentlige tale: Vi skal hjælpe flere flygtninge

Den britiske regering bør være åben over for at hjælpe flygtninge, der prøver at komme til Storbritannien, mener Jeremy Corbyn.

Jeremy Corbyn holdt lørdag sin første tale som ny Labour-formand. (Foto: Neil hall © Scanpix)

Blot få timer efter at Jeremy Corbyn havde vundet formandsafstemningen i Labour, holdt han sin første offentlige tale som frontperson for det britiske arbejderparti.

Det skete ifølge BBC i forbindelse med den store støttedemonstration i London for de hundredtusindvis af flygtninge, der i den seneste tid er flygtet til Europa.

Foran tusindvis af tilhørere sendte den nykårede partiformand landets konservative regering en politisk bredside.

Premierminister David Cameron har for nylig udtalt, at Storbritannien er klar til at tage imod 20.000 syriske flygtninge frem mod 2020 – men at man ikke bare kan løse problemerne i det borgerkrigshærgede land ved at tage imod flere personer. Det handler derimod at få skabt stabilitet i Mellemøsten, udtalte premierministeren.

- Det ville være godt, hvis I (regeringen, red.) ville vedkende jeres forpligtigelser til at hjælpe folk, som I lovmæssigt er forpligtiget til at gøre, sagde Jeremy Corbyn fra scenen på Parliament Square, der ligger tæt på det britiske parlament.

Vi skal hjælpe

Her understregede han samtidig, at David Cameron sammen med resten af regeringen bør åbne deres hjerter og sind for flygtningene, der især kommer fra det borgerkrigshærgede Syrien.

- I skal have en åben indstilling til at hjælpe mennesker, der er desperate, som har brug for et sikkert sted at bo, der vil bidrage til vores samfund, og som er mennesker ligesom os, sagde Jeremy Corbyn.

Den 66-årige Labour-politiker vandt lørdag eftermiddag formandsopgøret i det store arbejderparti med næsten 60 procent af stemmerne.

Trods den overbevisende sejr har valget mødt stor kritik på de indre linjer i Labour. Jeremy Corbyn er nemlig erklæret socialist og befinder sig på den rødeste venstrefløj i partiet.

Takkede folk i Ungarn

Spørgsmålet er nu, hvilken retning han nu vil trække partiet, som ellers har befundet sig på den politiske midte i de seneste årtier, i.

Under talen i London takkede Jeremy Corbyn befolkningerne i Ungarn og Østrig for deres hjælp til migranterne.

Derudover udtrykte han sin taknemmelig for Tyskland, der siden nytår har taget imod 450.000 flygtninge – og som forventer at lukke 800.000 flygtninge ind inden årets udgang.

Han understregede samtidig, at de syrere, der prøver at flygte til Storbritannien, er ”krigsofre, ofre for miljøødelæggelser, ofre for fattigdom og ofre for krænkelser af menneskerettighederne”.

Facebook
Twitter