Ny lov i Kina: Børn må max spille computer 1,5 time om dagen

Kinas styre har sat begrænsninger på, hvor lang tid og hvornår børn må spille computer.

- Det her monster er ret irriterende, siger Yueheng, mens han sidder foran skærmen med neonfarvede figurer, der kæmper imod hinanden.

Den tiårige dreng bor sammen med sine forældre i et kvarter lidt uden for millionbyen Shanghais centrum. Yueheng er netop kommet hjem efter ti timer i skole, og der er kun beskeden tid til at spille computerspil, inden han skal spise, lave lektier og sove.

Forbud mod lang tid foran skærmen

Kinas børn fik i begyndelsen af november nye regler for, hvor meget tid de må bruge på computerspil. Halvanden time i hverdagene og tre timer om lørdagen og søndagen er det maksimale antal timer, dikterer den nye lov fra regeringen i Beijing.

Dekretet fra kommunistpartiets top betyder også, at børn skal stoppe med at spille inden kl. 22 og maksimalt må bruge 200 kr. om måneden på onlinespil.

Yueheng synes derfor, at den nye spillelov er til at leve med.

- Loven er ikke så slem, da vores vigtigste opgave er at studere. Ikke at spille for meget, er faktisk godt for os, fortæller Yueheng, mens han har blikket rettet stift mod computerskærmen.

Ordre fra præsidenten

Årsagen til den nye lov er, at Kinas præsident, Xi Jinping, offentligt har kritiseret overdreven brug af computerspil, som han mener, fører til nærsynethed. Når Kinas øverste ledelse formulerer et problem, er landets embedsmænd tvunget til at implementere ny lovgivning, også selvom effekten er tvivlsom.

Kinesiske børn har nemlig i forvejen kun lidt fritid. Især børn fra middelklassen og overklassen i store byer har en kalender fyldt til bristepunktet med skolegang, ekstraundervisning og lektier.

Yueheng har i forvejen ikke meget tid til computerspil. (© dr)

Hver aften bruger Yueheng to til tre timer på lektier. I weekenden modtager han yderligere undervisning i kinesisk og matematik, ligesom han spiller kort fredag aften og går til basketball i weekenden.

Svært at håndhæve

Den nye lov har også mødt kritik på sociale medier i Kina, hvor folk blandt andet spørger, hvordan reglerne skal håndhæves.

Virksomheder som Tencent, der producerer spil i Kina siger, at de vil følge lovgivningen. Allerede i dag kræver en del onlinespil, at børn og voksne skal logge ind med deres id, ligesom ansigtsgenkendelse fremover vinder frem, når man spiller i Kina.

Zhang Rongjin ser til, imens hendes søn Yueheng spiller computer. (© dr)

Men Yuehengs mor undrer sig over, hvordan myndighederne vil håndhæve reglerne, især på spil der ikke foregår på internettet.

- Jeg ved ikke om denne lov vil virke. Mange børn spiller slet ikke så meget. Og dem, der gør, vil finde måder at snyde på, siger Zhang Rongjin, imens sønnen Yueheng har udskiftet computeren med en iPad.