Ny megafond skal fremtidssikre Saudi-Arabien

Saudi-Arabien opretter en oliefond på to billioner dollar, hvilket er den dobbelte størrelse af Norges.

Den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, vil også oprette et våbenselskab, som fra slutningen af næste år skal noteres på børsen. (Foto: © handout, Scanpix)

Regeringen i Saudi-Arabien har iværksat en omfattende økonomisk reform, så kongedømmet kan begrænse dets afhængighed af indtægter fra oliesalg.

Saudi-Arabien opretter samtidig en oliefond på to billioner dollar, svarende til 14,9 billioner danske kroner. Omskrevet til tal er det 14.900.000.000.000 kroner.

Fonden skal blandt andet finansieres gennem et delvist - dog lille - frasalg af olieselskabet Aramco.

Oliefonden vil blive mere end dobbelt så stor som den norske oliefond på 7.100 milliarder norske kroner, skriver nyhedsbureauet NTB.

Reformen, der hedder "Saudi vision 2030", blev godkendt mandag, skriver nyhedsbureauet SPA.

Den er vedtaget på et tidspunkt, hvor verdens olieproducerende lande er hårdt pressede af en historisk lav pris på råolie.

Den lave pris betyder faldende indtægter i Saudi-Arabien. Samtidig har det en positiv konsekvens for kongedømmet, hvor udgifterne til olieudvinding er meget lave sammenlignet med andre lande i sammenslutningen af olieproducerende nationer, OPEC.

Reformen vil blandt andet medføre privatisering, yderligere begrænsning af statsstøtte og et delvist frasalg af oliegiganten Aramco.

Det er planen at sælge mindre end fem procent af Aramco, som ifølge det saudiarabiske styre har en værdi på mellem 2 og 2,5 billioner dollar.

Saudi-Arabien vil også oprette et våbenselskab, som fra slutningen af næste år skal noteres på børsen. Det meddeler den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman.

/ritzau/AFP