Ny Muhammed-sag truer i Japan

Et japansk forlag har sagt undskyld for en scene i en tegnefilm, som beskyldes for at fornærme Koranen. Forlaget frygter en Muhammed-krise i Japan.

Den omstridte tegnefilm vil ikke længere blive solgt i japanske butikker. (Foto: Everett Kennedy Brown © Scanpix/EPA)

Et japansk forlag har ydmygt sagt undskyld til sit "muslimske publikum" for at have vist fornærmende billeder af Koranen i en berømt tegnefilm, der blev udgivet helt tilbage i 2001.

I tegnefilmen "Jojo's Bizarre Oplevelser" optræder en ond figur, som tager Koranen ned fra hylden og peger op og ned ad dens sider, mens han giver ordre til, at seriens helt og hans venner skal henrettes.

Opfordring til boykot

Tegnefilmen har skabt store protester i den muslimske verden, siden en version med arabiske undertekster blev lagt ud på internettet sidste år. Vrede debattører opfordrer til boykot af japanske varer, hvis ikke den japanske regering slår hårdt ned på tegnefilmens skabere.

"Serien fremstiller muslimer som terrorister, hvilket ikke er sandt", udtaler sheik Abdul Hamid Attrash, som er formand for fatwa-komitéen hos Al-Azhar, den højeste myndighed i Egypten inden for sunni-grenen af islam, til det japanske nyhedsbureau Kyodo.

Stop for salg af tegnefilmen

Af frygt for, at Japan skal blive udsat for en kampagne i stil med den, som Muhammed-krisen forrige år udsatte Danmark for, har forlaget Shueisha skyndt sig at udsende en dyb undskyldning.

Samtidig har forlaget øjeblikkeligt stoppet salget af både tegnefilmen og den tegneserie, som den er baseret på.

Facebook
Twitter