Ny runde venter i brasiliansk præsidentvalg: 'Det er fuldstændigt åbent nu'

Den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, er kommet styrket ud af første valgrunde.

Brasiliens konservative præsident, Jair Bolsonaro, klarede sig langt bedre end forventet i meningsmålingerne forud for valget. (Foto: © Ueslei Marcelino, Ritzau Scanpix)

I går gik brasilianerne til valg for at vælge deres næste præsident - og om fire uger skal de gøre det igen.

Der var nemlig ingen af kandidaterne, der lykkedes med at få de nødvendige 50 procent, der skal til for at sikre sig sejren.

Den tidligere præsident og venstrefløjskandidat, Lula de Silva, fik 48 procent af stemmerne, mens den siddende præsident og højrefløjskandidat, Jair Bolsonaro, fik 43 procent.

Meningsmålingerne havde ellers vist, at Lula stod til en solid sejr – måske allerede i første runde, men næsten med sikkerhed i anden runde.

Men nu er det fifty-fifty, hvem der løber med præsidentembedet, lyder vurderingen fra Kristian Almblad, DR's korrespondent i Brasilien.

- Alle dem, der stemte på Lula i går, gør det også i næste runde, og det samme gælder Bolsonaro. Det er helt nede i de få procenter, som de skal slås om i den næste måned, så jeg synes, det er fuldstændigt åbent nu, siger han.

"Bolsonarismen" lever stadig

I præsidentens lejr er man lettet over, at Lula ikke løb med sejren, men også glad og overrasket over, hvor godt Bolsonaro klarede sig, fortæller Kristian Almblad:

- Han klarede sig langt, langt bedre end de 32-33 procent, som han har ligget i de i seneste måneders målinger. Det tyder på, at ”bolsonarismen” lever i bedste velgående hernede. Han står meget stærkere, end man havde troet, siger Kristian Almblad.

Valgresultatet forsødes yderligere af, at mange af Bolsonaros folk er blevet valgt ind i Brasiliens kongres, som der også var valg til i går.

- Jeg tror, at når Bolsonaro står op i morgen, kan han godt finde energien til at tage fire ugers valgkamp mere, fordi der var faktisk rigtigt meget, der gik hans vej, siger Kristian Almblad.

Brasiliens tidligere præsident og venstrefløjens præsidentkandidat, Lula da Silva, vandt størstedelen af stemmerne - men ikke valget. (Foto: © Amanda Perobelli, Ritzau Scanpix)

Lula er langt fra sikker sejr

Den 67-årige Bolsonaro har ellers været en kontroversiel skikkelse, siden han overtog præsidentposten i 2019.

Han har blandt andet fået skarp kritik for sin håndtering af coronakrisen, men også for sin manglende beskyttelse af Brasiliens Amazonas-regnskov.

Det overraskende gode valgresultat til Jair Bolsonaro vidner dog om, at opbakningen til præsidenten - der i udlandet har fået øgenavnet "den tropiske Trump" - fortsat er stor.

- Det internationale billede er, at han er en skurk - en corona-skurk og en Amazonas-skurk, der bare vil af med regnskoven. Men rigtigt mange brasilianere ser ham mere som en provokatør, der tør sige sin mening. De kan godt lide hans direkte stil og synes grundlæggende, at hans værdier er de rigtige, siger Kristian Almblad.

- Den konservative bølge, man talte om, da Bolsonaro blev valgt for fire år siden, er ikke forbi, og den konservative bevægelse, der står bag præsidenten, står også stærkere i dag, end man havde troet. Så når vi kigger frem mod anden valgrunde, er det langt fra sikkert, at Lula også tager stikket der.

Anden valgrunde finder sted den 30. oktober.