Ny rystetur sætter gang i debat og spekulationer om Angela Merkels helbred

Kansleren har haft to offentlige rysteture på 10 dage.

Det starter med en let rysten. Men så begynder hele Angela Merkels krop at dirre så voldsomt, at man undres over, at der ikke er nogen, der reagerer.

Det var scenen, da den tyske kansler for mindre to uger siden fik en voldsom rystetur under en ceremoni med den nye ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij.

Efterfølgende sagde kansleren, at hun havde det fint efter et par glas vand.

I går udspillede en lignende situation sig, da kansleren deltog i en overleveringsceremoni med den tyske forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier.

Her rystede den tyske kansler igen tydeligt, men meldingen fra hendes talsmand var, at kansleren havde det fint. Hun drog efterfølgende mod Osaka i Japan for at deltage i weekendens G20-topmøde.

De to episoder har sat gang i spekulationer i blandt andet den tyske presse.

Tabloidavisen Bild spørger: "Hvor syg er kansleren?", mens Berliner Morgenpost oplister bekymringer over, hvad det kan være, at Merkel fejler.

Sætter gang i debat

- Der bliver talt og skrevet meget om Merkels sundhed i disse dage. Især i de kulørte medier, fortæller DR's korrespondent i Tyskland, Michael Reiter.

- Hun er ikke kendt for at have et svagt helbred. Tværtimod er hun kendt for at være meget vedholdende, siger han og peger på, at kansleren mange gange gennem årene har udvist en imponerende stamina ved blandt andet topmøder, der løber til langt ud på natten.

- Derfor vækker det bekymring, når så stærk en kvinde viser tegn på svaghed, siger han.

Episoderne har sat gang i en debat i Tyskland vedrørende toppolitikeres ret til privatliv, fortæller korrespondenten. For er ens helbredssituation en privat sag, når man som kansler er en af verdens mest magtfulde personer?

Bekymringerne åbner også for spørgsmål omkring, hvornår man er for syg til at varetage sit embede, forklarer Michael Reiter.

Den tyske kansler er i øjeblikket i Japan, hvor hun er til G20-topmøde i Osaka. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

Bild og andre påpeger, at Tyskland i modsætningen til blandt andre USA ikke har klare forfatningsmæssige regler i forhold til, hvad man gør, hvis landets øverste leder eksempelvis rammes af sygdom.

- Det rammer ned i en stor debat, der i forvejen er i Tyskland, hvor det er Merkels sidste tid som kansler, siger han.

I Tyskland taler man nemlig meget om, hvornår Angela Merkel skal afløses og af hvem.

Angela Merkel trak sig i oktober som partiformand for CDU, men forbliver i udgangspunktet på posten som kansler frem til 2021.

Den kristenkonservative kansler er på det seneste blevet nævnt som mulig arvtager til en EU-toppost, men hun har meddelt, at hun forlader politik, når hun træder tilbage som kansler.

Facebook
Twitter