Ny statsadvokat vil efterforske Argentinas præsident

Ny statsadvokat siger, han vil fortsætte sagen mod Argentinas præsident, hvor den seneste slap, da han døde under mystiske omstændigheder

Argentina's præsident Cristina Fernandez de Kirchner er havnet midt i spekulationer om, at hun forsøger at dække en efterforskning af et bombeattentat i 1994, som Iran angiveligt har været involveret i. (Foto: © Enrique Marcarian, Scanpix)

Sagen mod Argentinas præsident, Christina Fernandez, døde bogstaveligt talt den 18. januar, da statsanklager Alberto Nisman blev fundet død under mystiske omstændigheder, dagen før han skulle fremlægge sin 289-sider lange rapport og anklage mod præsident Fernandez og udenrigsminister Hector Timerman for Kongressen.

Alberto Nisman mente at kunne bevise, at Christina Fernandez forsøgte at dække over, at Iran var indblandet i et bombeangreb mod et jødisk center i Buenos Aires i 1994.

- En efterforskning indledes med henblik på at underbygge anklagerne og se på, om de ansvarlige kan gøres strafferetligt ansvarlige, fremgår det af et dokument offentliggjort af statsanklager Gerardo Pollicita, som nu påtager sig at føre sagen til ende.

Myrdet af slyngelstatsagenter

I et 61-sider langt dokument skriver Pollicita, at han har tilstrækkelige beviser til at gå videre med Nismans anklager mod Fernandez.

Det er stadig uvist, om Nisman begik selvmord eller blev myrdet. Fernandez har kaldt anklagerne for "absurde". Hun mener, at Nisman blev myrdet af "en slyngelstats agenter," som ikke længere syntes, han var til nogen nytte. Det er også blevet antydet, at statsadvokatens dødsfald kan være knyttet til en magtkamp i landets efterretningstjeneste. Præsidenten opløste for nyligt landets sikkerhedstjeneste.

Præsidentens motiv for at dække over den iranske indblanding var ifølge Nisman interesse i iransk olie.

Otte måneder inden præsidentvalget i oktober, har Nismanskandalen chokeret Argentina og bulet Fernandez' troværdighed. Fernandez er forfatningsmæssigt udelukket fra at stille op en tredje gang.