Ny svensk regering lover skattelettelser

Sveriges nyindsatte statsminister Fredrik Reinfeldt præsenterede i dag sin nye regering og det ny regeringsgrundlag. Han lover skattelettelser og et slanket velfærdssamfund.

Det svenske valgs store sejrherre, Moderaternes leder Frederik Reinfeldt præsenterede sin regering i dag med Carl Bildt som ny udenrigsminister. Første løfte fra statsministeren var skattelettelser. (© Scanpix)

Sveriges nye statsminister, Fredrik Reinfeldt, lover skattelettelser og et slanket velfærdssamfund.

- Sveriges nye regering vil lytte på alle borgere og søge et godt samarbejde med alle, der vil bidrage til et bedre Sverige, sagde Sveriges nyindsatte statsminister, Fredrik Reinfeldt fra Moderaterna.

Det skete, da han i formiddag fremlagde den såkaldte regeringserklæring og præsenterede sine ministre i Sveriges nye centrum-højre-regering.

Carl Bildt udenrigsminister

Reinfeldts partifælle, den tidligere statsminister Carl Bildt, bliver udenrigsminister. Kristdemokraternas leder Göran Hägglund bliver socialminister, mens partileder Lars Leijonborg fra Folkpartiet bliver uddannelsesminister.

I sin regeringserklæring gentog Reinfeldt mange af de løfter, der sikrede ham valgsejren over Socialdemokraterna ved valget i sidste måned og endte 12 års socialdemokratisk styre i Sverige. - Flere mennesker, som vil og kan arbejde, får chancen for at forsørge sig selv gennem deres eget arbejde og ved at etablere og drive virksomheder, sagde han ved sin tale i Riksdagen.

Facebook
Twitter