I USA bliver den voldelige episode efterforsket af det amerikanske udenrigsministerium og politiet i Washington D.C..

Der dukker fortsat flere videoer op af masseslagsmålet ved en Erdogan-kritisk demonstration foran den tyrkiske ambassadørbolig i Washington D.C. i tirsdags.

En af dem viser, at den tyrkiske præsident var meget tæt på begivenhederne. Præsidenten sidder i sin bil, der holder foran ambassadørboligen, og på videoen ses en person læne sig ind i den tyrkiske præsidents bil, hvorefter denne person giver en besked til en anden, som bevæger sig hen til demonstrationen, skriver New York Times.

Få øjeblikke efter bryder masseslagsmålet ud, og flere af Erdogans livvagter deltager.

Ifølge Tyrkiets ambassade betragter man episoden som selvforsvar, fordi der var PKK-sympatisører iblandt demonstranterne.

Mindst ni mennesker er blevet kørt på hospitalet efter hændelsen, som både det amerikanske udenrigsministerium og det lokale politi har taget afstand fra og nu er i gang med at efterforske.

Ifølge New York Times er der særligt fokus på to livvagter, som angreb amerikanske sikkerhedsfolk, der skulle beskytte den tyrkiske delegation.

De to livvagter fik konfiskeret deres pistoler, men blev løsladt i kraft af deres diplomatiske status.

De er nu rejst ud af USA sammen med den tyrkiske præsident og hans følge.

Dermed slutter de diplomatiske dønninger ikke, for eksempel vil den republikanske senator John McCain have den tyrkiske ambassadør udvist efter hændelsen.