Ny voldtægtssag ryster Indien: 'Disse mænd skal hænges inden nytår'

Politikere kræver hurtig dom over gerningsmænd, der har voldtaget, dræbt og brændt en 26-årig dyrlæge.

Et forkullet lig fundet under en bro i udkanten af byen Hyderabad i den sydlige del af Indien har sat gang i de sociale medier, landets politikere og fået hundredvis af kvinder til at gå på gaden i hovedstaden New Delhi.

For drabet på en 26-årig dyrlæge er et ekko af en grufuld og desværre ikke fjern historie, man i Indien havde håbet kunne ændre synet på og tilværelsen for landets kvinder.

Den lokale regeringsleder har beordret myndighederne til at nedsætte en hastedomstol og hurtigt få afsluttet retssagen mod de fire mænd, der formodes at stå bag voldtægten og drabet på den unge kvinde, der blev fundet torsdag - dagen efter, hun blev meldt savnet.

Kort efter blev fire mænd i alderen 20-24 år anholdt.

Nøje planlagt

Ifølge politiet var det, der førte til kvindens død nøje planlagt.

Hun havde forladt sit hjem onsdag aften for at tage til lægen, da mændene opdagede hende, og da hun skulle hjem, fandt hun sin scooter punkteret. Mændene tilbød hende hjælp, men bragte hende i stedet til et øde buskads nær en motorvej.

Her blev hun ifølge politiet voldtaget, kvalt og efterfølgende fragtet til en motorvejsbro, hvor liget, der var rullet ind i et tæppe, blev overhældt med petroleum og sat ild til.

Resterne af kvinden blev fundet torsdag morgen.

Hendes søster slog alarm, efter kvinden havde ringet hjem og fortalt om den punkterede scooter, men hun var efterfølgende ikke til at komme i kontakt med.

Politiet var dog længe om at reagere på familiens henvendelser og foreslog i stedet, at hun blot var stukket af med en mand. Tre af betjentene, der håndterede sagen, er efterfølgende blevet suspenderet.

Men sagen har fremkaldt kraftige reaktioner rundt om i landet. Og mens den indiske premierminister, Narendra Modi, foreløbig har forholdt sig tavs, har politikere i det indiske parlaments overhus, Rajya Sabha, krævet alt fra dødsdom og kastration til offentlig lynchning af gerningsmændene. Det skriver Times of India og BBC.

- De fire mænd, der har begået denne forbrydelse burde blive hængt før 31. december. Forsinket retfærdighed er at nægte retfærdighed, lyder det ifølge BBC blandt andet fra et parlamentsmedlem.

Demonstranter er på gaden i New Delhi igen i dag. (Foto: Sajjad Hussain © AFP or licensors)

Indiens kedelige statistik

Flere sager om brutale voldtægter og drab har bragt forholdene for kvinder i Indien i fokus de seneste år.

En undersøgelse sidste år placerede Indien som det farligste sted for kvinder blandt de 193 FN-medlemslande, vurderet ud fra parametre som sundhedspleje, seksuelt og ikke-seksuelt misbrug, trafficking og kvinders økonomiske muligheder.

Undersøgelsen fra The Thomson Reuters Foundation blev foretaget af et panel på 548 eksperter inden for kvinders rettigheder og muligheder, og vurderingen var, at i Indien står det værre til, hvad angår blandt andet seksuelt misbrug af kvinder end i Afghanistan, Syrien, Somalia og Saudi-Arabien.

Samtidig er antallet af kriminelle sager med kvinder som ofre ifølge regeringens egne data steget med 83 procent i årene 2007 til 2016 - og hver time fører fire anmeldte voldtægtssager med sig.

En række tiltag er dog iværksat for at ændre det billede.

Og særligt en nu fem år gammel sag fra New Delhi satte skub i det politiske reformarbejde.

Derfor vækker den aktuelle sag fra Hyderabad da også et kun alt for tydeligt ekko af voldtægtssagen fra 2012 - med både omfattende demonstrationer og graden af international opmærksomhed.

Dømt til døden

I december 2012 blev en 23-årig kvindelig studerende voldtaget og groft mishandlet af seks mænd ombord på en bus i New Delhi. Sammen med sin ven blev hun efterladt blødende og voldsomt medtaget i en grøft, hvor de først blev fundet efter flere timer.

Voldtægtssagen fra 2012 fik tusinder til at protestere mod vold mod kvinder, og regeringstropper forsøgte rundt i landet at begrænse de store demonstrationer. (Foto: AHMAD MASOOD © Scanpix)

Efter 13 dage døde kvinden af sine kvæstelser på et hospital i Singapore.

Den ene af mændene begik efterfølgende selvmord, mens en mindreårig blev idømt tre års fængsel og løsladt i 2015.

De resterende fire mænd blev dømt til døden, men sagen nåede helt til den indiske højesteret, der først i sommeren 2017 stadfæstede den oprindelige dom.

Men sagen er ikke afgjort endnu. For tre af de fire mænd har en sidste udvej, der består af en mulighed for benådning. Den ene har allerede fået afslag.

Fem år efter hendes datters brutale død håber kvindens mor stadig på, at sagen snart vil nå sin afslutning. Også for den 26-årige kvindelige dyrlæge.

- Jeg håber, at de anklagede snart vil blive hængt. Voldtægt og mord af den kvindelige dyrlæge var barbarisk. Men i modsætning til os, der har måttet kæmpe i syv år, bør retfærdigheden ske fyldest snart, siger hun.