Nye anklager mod WikiLeaks grundlægger

Internetsiden WikiLeaks grundlægger, Julian Assange, anklages igen for voldtægt. Han er i forvejen sigtet for at forulempe to kvinder.

Julian Assange bliver nu også sigtet for voldtægt, oplyser anklagemyndigheden i Göteborg. (© Scanpix)

Julian Assange, grundlæggeren af den omstridte internetside WikiLeaks, er igen mistænkt for voldtægt i Sverige.

Han er i forvejen sigtet for at have forulempet to kvinder for godt en uge siden. Det oplyser chefanklager Marianne Ny i Göteborg.

- Vi har atter gennemgået sagen. Jeg mener, at der er grund til af antage, at der er begået en kriminel handling. Flere undersøgelser skal derfor nu gennemføres, skriver hun i en meddelelse.

Samtidig med at efterforskning af anklagerne om voldtægt genoptages, har anklageren besluttet, at efterforskningen af anklager om seksuel forulempelse bliver udvidet.

Foredragsrejse i Sverige

Det er endnu ikke besluttet, om Julian Assange skal anholdes igen og eventuelt varetægtsfængsles.

Assange blev for lidt over en uge siden anmeldt og sigtet for voldtægt og seksuel forulempelse af to kvinder, og han blev anholdt i sit fravær.

Overgrebene skal være begået under en foredragsrejse i Sverige.

Sigtelserne om voldtægt blev opgivet, og begæringen om anholdelse blev hurtigt opgivet af chefanklageren i Stockholm.

Anmeldt via advokat

Derimod mente anklageren, at der var grundlag for at sigte Assange for et tilfælde af seksuel forulempelse mod en af de to kvinder i 30-års-alderen, som via en advokat anmeldte Assange til politiet.

Anklagerens beslutning blev dog anket af advokaten. Han mener, at Assange skal sigtes for to tilfælde af voldtægt.

Marianne Ny siger, at hun ikke kommer med flere oplysninger om sagen, før efterforskningen er afsluttet.

Facebook
Twitter