Nye asylregler: Trump vil gøre vejen til asyl sværere

Siden marts er der ankommet flere end 100.000 migranter til USA hver måned.

En far og søn bliver stoppet af en grænsevagt mellem Mexico og den amerikanske delstat Texas. (Foto: PAUL RATJE © Scanpix)

- USA er et generøst land, men er totalt overvældet af byrden med at pågribe og behandle hundredtusinder af fremmedes sager ved den sydlige grænse.

Sådan forklarer USA's justitsminister, Bill Barr, de nye asylregler, som Trumps administration i dag har introduceret.

Reglerne betyder blandt andet, at mange af de migranter, der rejser via et andet land, før de ankommer til USA, ikke kan få asyl i USA.

Det vil formentlig gå ud over mange af de migranter, der rejser fra de mellemamerikanske lande som El Salvador og Honduras til fods for at komme til USA.

Til gengæld er folk, der har været udsat for menneskehandel undtaget fra reglen.

Politisk slagsmål om migration

Et af præsident Donald Trumps store valgløfter under valgkampen i 2016 var at bygge ny mur og udvide den allerede eksisterende mur langs USA's grænse til USA.

Men Demokraterne nægter at give Donald Trump de midler til muren, som han ønsker.

Antallet af migranter, der søger mod USA fra de mellemamerikanske lande er den seneste tid steget. Alene i maj blev 132.887 personer pågrebet ved grænsen.

Derudover har migrationsområdet af flere omgange fået stor opmærksomhed i medierne, hvor store karavaner af migranter, der går gennem Mexico mod USA, har præget forsider og sendeflader.

Guatemala-aftale i vasken

De nye regler kommer kort tid efter, en domstol i Guatemala har sat en migrationsaftale mellem USA og Guatemala ud af spil.

Den aftale skulle definere Guatemala som et "sikkert tredjeland". Det ville i praksis betyde, at migranter fra eksempelvis Honduras skulle søge asyl i Guatemala i stedet for at rejse videre mod USA for at søge asyl der.

Forhandlingerne har skabt vrede i Guatemala, hvor mange politikere og indbyggere frygter et muligt migrantpres.

Men det fik forfatningsdomstolen i Guatemala altså sat en stopper for.