Nye nedskæringer på vej i Irland

Irerne skal forberede sig på voldsomme nedskæringer. En skrap spareplan skal sikre økonomisk hjælp udefra.

Irerne gik på gaden i hovedstaden Dublin i dag, da regeringens planlagte nedskæringer blev offentliggjort.

Den irske regering har fremlagt en skrap spareplan for at redde landets økonomi. Blandt andet skal 24.000 offentlige stillinger nedlægges i løbet af de næste fire år, der kommer en ny ejendomsskat, og momsen stiger.

- Det er en spareplan, der rammer bredt og hårdt, siger Berlingske Tidendes korrespondent Michael Bjerre til DR Nyheder fra Dublin.

Ikke råd til mad

Han fortæller, at det er den fjerde skrappe økonomiske kur, som irerne har været på i de seneste par år, og de mange nedskæringer har sat deres præg.

- Mange er blevet direkte fattige og har svært ved at betale for deres egen mad, der er kommet mange flere hjemløse og tusindvis er blevet teknisk insolvente, fordi de har købt deres hus alt for dyrt. Så det er en hård omgang, siger han.

Hjælp udefra

I alt bliver der skåret 84 milliarder kroner i det irske budget. Nedskæringerne skal gøre Irland klar til at modtage hjælp fra EU og Den Internationale Valutafond på 634 milliarder kroner.

Det skal primært gå til at redde den irske banksektor, som er dybt forgældet efter finanskrisen.

Fortsat lav selskabsskat

Premierminister Brian Cowen bebudede i dag, at momsen vil blive sat op fra 21 til 23 procent.

Men han vil ikke være med til at røre ved selskabsskatten på 12,5 procent.

Det irriterer en række EU-lande, der ikke mener, at Irland skal have en konkurrencefordel med en lav selskabsskat og samtidig stå med hatten i hånden over for de europæiske lande.

Stor demonstration lørdag

I følge Michael Bjerre er der både politisk og folkelig modstand mod den nye spareplan. Det irske LO har indkaldt til en stor demonstration på lørdag.

Facebook
Twitter